Følg med her:
Nøddepostej med svampe og svampesauce
Nøddepostej er ikke kun for vegetarer til jul. Den smager himmelsk, mætter godt og er supergod til både julefrokosten og madpakken i morgen.

Vegetarisk nøddepostej er virkelig en evergreen i mit køkken: Fuld af gode svampe og nødder, der både mætter og smager rigtig godt. Faktisk så godt, at selv en ikke-vegetar nemt bliver både glad og mæt. Og så er den jo en klassiker til en vegetarisk julemiddag.
Nøddepostej – vegetarisk julemiddag med svampesauce
Min mellemste er vegetar, så vi laver tit nøddepostejen til jul. Og hun skal selvfølgelig ikke snydes for en god flødesauce! Så den får du også lige opskriften på.
Det er ikke ofte, vi laver flødesauce, men når det skal være, skal den smage godt. De fleste laver nok flødesauce til kødretter og har lidt kødsaft at starte på. Nøglen til en god vegetarisk flødesauce hedder umami, så denne her bliver lavet på svampe og løg, og den får noget soja, der giver en god bredde i smagen. Brug gerne nogle mørke svampe med masser af smag.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
Til nøddepostejen skal du bruge:
- 200 g kartofler (kogte og let mosede, ca. 200 g)
- 4 forårsløg
- 2 fed hvidløg
- olivenolie
- 260 g svampe (champignons er helt ok, renset vægt)
- 75 g knoldselleri
- 200 g gulerod (ca. 3 stk.)
- 2 spsk soya sauce
- 2 dl grønsagsbouillon
- 1,5 tsk tørret timian
- 1,5 tsk tørret rosmarin
- salt og friskkværnet peber
- 350 g nødder (fx hasselnødder og valnødder)
- 100 g rasp (alternativt reven brødkrumme eller fine havregryn)
- 1 æg
Til svampesaucen skal du bruge:
- 250 g svampe (fx mørke champignons og shiitake)
- olivenolie
- 1 dl grønsagsbouillon
- 1,5 dl piskefløde
- 2 spsk soya sauce
- 2 spsk sherry (eller portvin – det søder lidt)
- 1 spsk ribsgelé (alternativt gastrik eller syrligt syltetøj, fx tyttebær)
- sovsejævner (eller majsstivelse rørt ud i lidt vand)
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du:
Sådan laver du nøddepostejen:
- Start med at sætte kartoflerne over, hvis du ikke har kogte kartofler på lager.
- Pil og hak forårsløg og hvidløg fint, og sauter dem blanke i olivenolie.
- Rens og hak svampene fint, og lad dem varme med i gryden. Skræl og riv gulerødder og selleri, og giv dem et par minutter med i gryden. Tilsæt grøntsagsbouillon, soya, timian og rosmarin, og varm igennem. Smag så på det. Mangler det salt, peber? Det må gerne være en smule til den salte side nu, for der kommer flere usalte ting i farsen.
- Hak nødderne, eller kør dem i blender eller minihakker (det skal ikke blive fint mel, de skal have lidt knas).
- Bland nu også rasp, æg og nødder i farsen, og fordel den i et fad eller en rugbrødsform (ca. 2 liter). Du kan enten smøre den først med smør eller beklæde den med bagepapir. Læg folie over.Tip: Jeg brugte en springform med tårn for at få den runde nøddepostej.
- Tænd ovnen på 170 grader, og giv nøddepostjen ca. 50 minutter med folie og de sidste 10 minutter uden, så den får lidt farve.
- Du kan også bage den i små forme, hvis du vil fryse noget af postejen ned til pålæg og madpakke. De skal så have kortere tid i ovnen (nok ca. 30 minutter, alt efter størrelse).
Mens nøddepostejen bager, kan du lave svampesaucen:
- Rens svampene, og svits dem i olivenolie i en gryde, til de er skrumpet godt ind.
- Tilsæt bouillon, fløde og soya, og kog op.
- Smag til med sherry, evt. ribsgele, salt og peber.
- Jævn saucen, til den har den tykkelse, du bedst kan li’.
Muttis tips

Vegetarisk julemad – med det hele
Vil du gerne have andet tilbehør ud over den gode svampesauce, vil jeg anbefale:
- Kartofler, som du bedst kan li’ dem. Hasselback, fritter i ovnen eller kartoffelstakke i muffinforme, for eksempel. Eller brunede kartofler, måske til jul?
- En salat. Jeg elsker friske salater, fx rødkål med æbler og krydderdressing, rødkål med æbler, feta og dadler eller en festlig grønkålssalat med alt muligt godt. Du kan selvfølgelig også gå vildt-vejen og vælge en ægte Waldorfsalat til din nøddepostej.
Og et ekstra forslag til et vegetarisk julebord
Hvis du gerne vil prøve en alternativ vegetarisk julemiddag, så kig også forbi mine madmuffins med rødbede. De er lavet i portionsstørrelse (og jo, man må gerne spise mere end én) – fint pakket ind i butterdej. De smager virkelig dejligt, er smukt julerøde og kan nemt fryses ned, hvis du ikke spiser hele portionen på én dag. Også et godt bud til en vegetarisk julefrokost.
En anden vegetarisk julefavorit er indbagt julesteg med overraskende fyld. Også meget smuk på julebordet.


Tilbehør til nøddestegen?
Du kan servere nøddepostejen med alle det klassiske jule- eller kødtilbehør, men de fleste vegetarer, jeg kender, foretrækker noget lidt friskere og grønnere. Prøv med kartofler eller rodfrugter i ovnen og en god kålsalat, fx denne her julede rødkålssalat – eller denne her med dadler – eller en grønkålssalat med appelsin og valnødder.
Nøddepostej til julefrokosten. Og madpakken. Og efter jul
Når Anne får nøddepostej til jul, har den ekstra fordel, at vi andre også kan skrue lidt ned for kødet. Hvis vi er heldige, er der også en rest til juledagene, og det redder julefrokosten for dem, der ikke er så meget til kød og kød og kød … For eksempel mig.
Du kan også sagtens fryse nøddepostejen ned, så du har til en anden dag – eller til madpakken! Min favorit er en ristet bolle, gerne med koldt smør, nøddepostejen ovenpå og knasende rød peber på toppen.










