Langtidsstegt lammekølle i stegepose
Vil du ha' flere opskrifter i samme stil?

Du kan vælge mellem to nyhedsbreve - direkte i din indbakke. Vil du se?

Langtidsstegt lammekølle med kartofler og bagte rabarber

Få opskriften på langtidsstegt lammekølle med kartofler og bagte rabarber. En nem opskrift på lammekølle i stegepose.

Opskrift på langtidsstegt lammekølle i forårshumør

Der er noget særligt ved langtidsstegt lammekølle. En lammekølle, der får op til 8 timer i ovnen og til gengæld smelter mellem fingrene. Det eneste, den rigtig kræver, er at du planlægger lidt i forvejen, for det her er mad, der skal have tid. Men så bliver det også en fest!

Jeg laver den med timianbagte rabarber og saftige rosmarinkartofler som tilbehør, og så er der altså er det her søndagsmad af den allerbedste slags. Eller påskemad. Eller bare mad, når man vil gøre lidt ekstra – uden at stå og fedte med saucer og stress.

Ekstra sauce? Lav langtidsstegt lammekølle i stegepose

Hvis du godt kan lide saftigt lam og gerne vil have noget væde at dyppe i, så brug en stegepose. Den samler al sky og fedt fra lammet, når det ligger og sveder i ovnen. Og kødet bliver tilsvarende virkelig mørt og saftigt.

Alternativt kan du bruge en rømertopf (stegeso), som jeg gør her.

Nemt lam, der passer sig selv

Glæd dig til, duften af langtidsstegt lammekølle breder sig i huset – og endnu mere til at sætte dig til bords. Du få en måltid, der smager af god tid og umage, og alligevel er langtidsstegt lam utrolig nemt at lave.

Køllen får lov at hygge sig i ovnen hele dagen, og imens kan du tage på skovtur, læse avis eller gå i haven. Med en krydret rub, bagte rabarber og rosmarinkartofler som tilbehør bliver det et måltid, der kræver godt med servietter til mundvandet.

Du kan også gøre som mig: Stege det natten over, lave tilbehøret lige før spisetid og bare varme lammet ved siden af.

Langtidsstegt lammekølle i stegepose

Langtidsstegt lammekølle med kartofler

Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 8 timer
Marinering 8 timer
Samlet 16 timer 30 minutter
5 fra 2 stemmer
En opskrift på lammekølle, der smager af forår – med bagte rabarber. Server den til påske eller når du er i forårshumør!
Antal: 4 personer

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Køkkenudstyr du skal bruge:

  • Ovn

Du skal bruge:

  • 1 lammekølle (ca. 1,7 kg – alternativt 2,2 kg)
  • 5 fed hvidløg

Timian-rub

  • 1 spsk salt
  • ½ tsk sort peber Reklame for med24.dk (friskkværnet)
  • 2 spsk farin
  • 1 spsk tørret timian
  • 2 tsk løgpulver
  • 1 tsk stødt paprika Reklame for med24.dk
  • ½ tsk chiliflager Reklame for med24.dk
  • 3 spsk olivenolie
  • ½ citron (saften)

Til tilberedningen:

  • 1 stegepose (stor!)

Til timianbagte rabarber:

  • 200 g rabarber (renset vægt)
  • 35 g sukker
  • 1,5 spsk vand
  • 2 tsk frisk timian
  • ½ spsk olivenolie
  • tsk flagesalt
  • friskkværnet peber

Til rosmarin-kartoflerne:

  • 1 kg kartofler (gerne små)
  • 250 g rødløg
  • 250 g cherrytomater
  • 3 spsk olivenolie
  • 1 spsk frisk rosmarin
  • ¼ tsk salt
  • friskkværnet peber

Sådan gør du: 

  • Start med at pille hvidløg, og skær dem i halve på den lange led. Stik så 10 små huller i lammekøllen, og stik hvidløgsfedene godt ind der.
  • Rør alle ingredienserne til rub’en sammen i en lille skål – det skal gerne ende som en tyk, cremet pasta. Smør så hele køllen grundigt ind i alle revner og sprækker. Pak køllen tæt ind i husholdningsfilm eller læg den i en stor frysepose og pres luften ud, inden du lukker den – så sidder rub’en tæt mod kødet og trænger godt ind. Læg den på køl til næste dag – minimum 8 timer, gerne natten over.
  • Pak nu lammekøllen ud, og læg den i stegeposen i en stor bradepande (ca. 25×35 cm). Luk stegeposen med den medfølgende clip, og klip et par huller øverst i posen. Sæt bradepanden i ovnen ved 110 grader over/undervarme.
    En kølle på 1,7 kg skal have ca. 7 timer – tjek efter 6.
    En kølle på 2,2 kg skal have ca. 8 timer – tjek efter 7.
    Kernetemperaturen skal op på 90–95 grader. Du måler den med et stegetermometer stukket ind på det tykkeste sted (uden at røre ved benet). Har du ikke termometer, kan du trykke på køllen – hvis kødet føles meget blødt og næsten falder fra hinanden, er den klar.

Inden køllen er helt færdig – forbered tilbehøret:

  • Snit rabarberne i stykker på ca. 2–3 cm. Vend dem i sukker, vand, timian, olie, salt og lidt peber, og bred dem ud i et ovnfast fad. Læg et stykke folie stramt henover fadet, så dampen bliver inde.
  • Skrub kartoflerne rene – skræl dem ikke, skær blot store kartofler i mundrette stykker. Skær løgene i kvarte og skyl tomaterne. Hak rosmarinen fint. Vend det hele i olivenolie, rosmarin, salt og peber i en stor skål.
  • Hold øje med kødet – stik et stegetermometer ind på det tykkeste sted (uden at røre ved benet) og tjek, at det viser 90–95 grader. Har du ikke termometer, kan du trykke forsigtigt på køllen med en ske – kødet skal føles meget blødt og næsten falde fra hinanden. Tag så køllen ud, flyt den over på et andet fad og dæk den løst med folie. Skru ovnen op til 200 grader varmluft.
  • Fordel kartofler, løg og tomater i bradepanden, og bland det hele godt i noget af væden og fedtet fra lammet.
  • Sæt begge fade i ovnen og bag dem i ca. 30 minutter ved 200 grader varmluft – til kartoflerne er gyldne og bløde indeni (tjek med en gaffel) og rabarberne er møre og saftige. Rabarber bliver hurtigt bløde – hold lidt ekstra øje med dem.
  • Imens: Pil kødet fra køllen – det er nemmest med hænderne (brug gerne gummihandsker, da kødet er varmt). Læg kødstykkerne over til kartoflerne, og hæld væden fra stegeposen over det hele, når det kommer ud af ovnen. Det giver en skøn, kraftig sky direkte i fadet. Ikke et øje tørt.

Muttis tips

Vær obs på, at lammekøllen er 100 % optøet, hvis den er fra frost.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
5 fra 2 stemmer
Del opskrift Print
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Langtidsstegt lammekølle – saftig, mør og fuld af smag

Jeg laver sjældent lam – men når jeg gør, går jeg all in. Kødet skal være mørt, og det skal smage af noget. Derfor har jeg lavet en rub fuld af varme krydderier som paprika, chili, løgpulver og farin, og hvidløgsfed skubbes ind i små lommer i kødet, så smagen trænger helt ind.

Efter en nat i køleskabet og en dag i ovnen har du det møreste, saftigste stykke kød, du kan drømme om. Ja, eller omvendt: En dag i køleskabet og en nat i ovnen …

Når lam møder rabarber

Noget af det, der virkelig løfter denne langtidsstegte lammekølle, er tilbehøret. De timianbagte rabarber giver et syrligt-sødt modspil til kødet – og ja, det lyder måske lidt funky med rabarber til en hovedret. Men som jeg skriver her, har bagte rabarber faktisk potentiale både i det søde og det salte køkken. Det kræver en lille twist med smagen – det skal jo ikke være rabarbermarmelade, så jeg skruer lidt ned for sukkeret og lidt op for krydderurterne. Her har jeg brugt rabarber (ærligt: Fra frost, men friske er selvfølgelig også et hit), lidt sukker, olie og frisk timian. Resultatet er både delikat og overraskende – perfekt til en forårsmiddag.

Kartoflerne suger smagen til sig

Når du tilbereder kartoflerne, rødløgene og cherrytomaterne, kan du hælde noget af fedt og sky fra lammet over i bradepanden. Så suger de alt det gode fra væden og fedtet, og du får den lækreste lammesmag i det hele. Et drys rosmarin, lidt salt og peber – og så passer det hele sig selv i ovnen.

Få også en fest med resterne – pulled lamb

Hvis du har rester af din langtidsstegte lammekølle (og det håber jeg lidt, du har), så gem dem til dagen efter. Træk kødet fra hinanden med et par gafler, og brug det i fladbrød med en myntedip eller tzatziki, eller lav en lun salat med spelt, rucola og granatæble. Det er næsten endnu bedre på dag to.

Langsomt lam passer til en weekend – eller ferie

Nogle gange er det bedste, jeg ved, at skrue lidt ned for tempoet og op for smagen. Denne langtidsstegte lammekølle kræver tid – men bestemt ikke besvær. Og resultatet er værd at planlægge for!

Langtidsstegt lammekølle – variationer

Du kan sagtens variere både smag og tilbehør til lammekøllen.

  • Har du en krydderblanding, du foretrækker, så brug endelig den.
  • Du kan tilføje noget grønt – fx grønne bønner eller asparges. Giv dem et let opkog, eller steg dem på grill eller pande. Om vinteren er det oplagt at vælge broccoli, der også bare skal deles i buketter og ha’ et let opkog (2-3 minutter).
  • En dip? Be my guest. Jeg ville nok vælge en tzatziki eller myntedip.
  • En salat? Prøv en grøn bønnesalat, eller find masser af andre forslag her.
  • Brød til? Find et godt madbrød her.
Grøn bønnesalat med feta
En skøn bønnesalat, der rummer det hele: Salt, sødt og syrligt – toppet op med knasende nødder og en magisk balsamicodressing.
Gå til opskrift
Nem grøn bønnesalat med feta, tomater og dild
Myntedip med hvidløg og græsk yoghurt
En frisk dip, der er rigtig godt tilbehør i middelhavskøkkenet – eller bare til knækbrød eller grissini som en lille snack.
Gå til opskrift
Myntedip med hvidløg og græsk yoghurt
Koldhævet focaccia i bradepande
Det luftige og saftige italienske brød, du ikke kan lave nok af. Brug det til italienske retter, til grill eller bare som genialt madbrød til alt.
Gå til opskrift
Koldhævet focaccia i bradepande – lækkert madbrød
Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

2 Kommentarer

5 from 2 votes

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse:





  1. 5 stars
    Meget lækker opskrift. Glæder mig til, at prøve det af😋😋

    • 5 stars
      Dejligt at høre! Vi har lige været der selv 😊
      God påske, og tak for at skrive!
      kh Bodil