
Luksus grønkålssalat er en festklædt grønkålssalat, der passer rigtig godt til jul og julemad. Men måske skulle jeg kalde den Sophies luksus grønkålssalat? I hvert fald var det Sophie, der nærmest beordrede mig til at lægge opskriften op – nu!
Sophie er typen, der – det siger hun selv – kører alt ned med mayo, så jeg tager hendes udbrud som lidt af en kompliment. For salaten her har absolut ikke noget med mayo at gøre. Sophie må se at blive venner med en olie-eddike-dressing. Og ikke den allersimpleste af slagsen …

Egentlig en salat til julefrokosten …
Luksus grønkålssalaten begyndte egentlig med min grønkålssalat med appelsin… nej, det begyndte med, at jeg mistede mine nøgler, tiden løb, og jeg kunne ikke nå at lave den salat til vores julefrokost, som jeg først havde planlagt. Noget med auberginer i ovnen – det var tiden ikke til.
Men en salat til julefrokosten skal have noget ekstra. Så jeg gik all in på fyldet. Appelsiner. Granatæble. Abrikoser. Ristede mandler. Nogle strimler rødkål, mest til pynt.
Og så blev jeg ret glad for at finde en pose af Valsemøllens klar-til-brug-rugkerner i skabet. Sådan nogen, der bare skal hældes over med kogende vand og trække i 5-10 minutter – så er de klar. Perfekt til en salat, der skal gå lidt hurtigt.
Behøver jeg at sige, at jeg kom alt for sent til den julefrokost, og at de andre stort set var færdige med at spise, da jeg endelig ankom med min grønkålssalat?
Well, de søde mennesker spiste såmænd salaten alligevel. Og Sophie altså med overvældende begejstring. Selv gik jeg hjem og brugte weekenden på at justere. Mere appelsin. Kernerne lidt blødere. Lidt mindre hvidløg i dressingen.
Og nu ved jeg godt, hvad vi skal ha’ juleaften :-)
(Nøglerne? De dukkede heldigvis op igen).
Hvad er energi fordelingen i denne ret?
Hej Andrea, den slags beregner jeg desværre ikke. Men mon ikke der findes en smart app, der kan finde ud af det? Kh Bodil