Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
()
Tyttebærsyltetøj - til vildt og kålsalater

Tyttebærsyltetøj var en fast ingrediens i min mors husholdningskælder, hvor syltetøjet stod i store glas. Hun brugte det især til rå hvidkålssalat, hvor vi unger ihærdigt fiskede efter de bedste dele af salaten med flest tyttebær. Da jeg var helt lille, gik de under navnet ‘dybbeda’ :-)

De fleste andre kender sikkert tyttebærsyltetøj som tilbehør til vildt. Eller fra Sverige, hvor tyttebærsyltetøj (på svensk ‘lingonsylt’) fx hører til, når IKEA serverer det til deres ikoniske kødboller. Og! Man kan faktisk købe tyttebærsyltetøj på glas i IKEA!

Mit indtryk er, at tyttebærrene er nemmere at finde i Sverige end i Danmark, selvom de ifølge Miljøstyrelsen skulle være ret almindelige i Jylland og Nordsjælland. Jeg har nu aldrig fundet dem, men nu må jeg til at kigge, hvis jeg kommer forbi tørre lyngheder- og moser – eller lyse nåletræsplantager.

Mit held er, at jeg i stedet faldt over dem helt centralt i København – i Incos fryseafdeling. Da havde jeg næsten glemt tyttebærsyltetøjet, men i ugen efter faldt jeg over indtil flere opskrifter med det på Instagram – så kunne jeg ikke vente længere.

Tyttebærsyltetøj - til vildt og kålsalater

Naturlige fordele i tyttebær

Tyttebær er lidt bitre bær, der indeholder en del syre, så du skal ikke prøve at spise dem rå. Men you know, sukker. Det hjælper. Og takket være både æblesyre og benzoesyre kan bærrene faktisk konservere sig selv, når du sylter dem.

Jeg anbefaler dog, at du alligevel skyller dine glas – og lågene – i en blanding af 1 dl vand og 1 tsk konserveringsmiddel. Men du behøver ikke at tilsætte konserveringsmiddel i selve syltetøjet.

Her kan du fx bruge tyttebærsyltetøj:

På din morgenmad – fx grød eller skyr.

I hvidkålssalat – bare snit hvidkål fint og bland med syltetøjet.

I en tyttebærdressing. Den bruger jeg til denne rødkålssalat med appelsin og nødder.

Som tilbehør til fx and og vildt – eller til en nøddepostej med svampesauce.

Eller til andre retter, du gerne vil give et ‘vildt’ twist (som svenskerne gør det med deres elskede kötbullar).

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Tyttebærsyltetøj - til vildt og kålsalater

Desserter og kager, Salater

Forberedelse: 5 minutter

Tilberedning: 15 minutter

Du skal bruge:

  • 500 g skyllede tyttebær (evt. fra frost)
  • 1/2 dl vand (eller rødvin!)
  • 225 g sukker
  • Evt. krydderier, fx. 1 stjerneanis 4 kryddernelliker og 1 kanelstang

Sådan gør du:

  1. Kog tyttebærrene op med vand (eller rødvin) og evt. krydderier. Rør sukkeret i, og rør, til det er opløst.

  2. Skold et eller flere patentglas. Skyl glas og låg indvendigt i en blanding af 1 tsk konserveringsmiddel og 1 dl vand, hæld syltetøjet i glassene, og luk.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Tyttebærsyltetøj - til vildt og kålsalater

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.