
Vil du være sikker på, at juleanden er mør og saftig? Så lav din andesteg i stegepose. Og start her med et par gode fif om planlægning, stegetid og temperatur. Det har givet andebegejstring jul efter jul her hos os.
Stegeposen har også den fordel, at du ikke står med en fedtet ovn, når andestegen er færdig. Fedt og fond bliver i posen.
Så here we go:
Tip no. 1: Steg din and dagen før
Det var det med planlægning. Hvis det er for sent, så spring til tip no. 2. Hvis du har købt en frossen and, skal du også huske at tø den op i god tid. Læg den i køleskabet to dage før, du vil stege den – så hjælper den også med at holde køleskabet koldt så længe.
Men du gør livet meget lettere for dig selv, hvis du steger anden dagen i forvejen. Lad den køle lidt af, parter den og sæt den koldt.
Du kan også lave sovsen færdig i forvejen. Så skal du bare varme and og sovs på dagen, og tro mig, det bliver anden ikke ringere af! Fordelen er, at du får bedre tid til at lave tilbehøret på dagen. Og der bliver tid til hygge. For det er vel også det, sådan en andesteg handler om.
Når du steger anden dagen før, slipper også for at stå med lidt køkkenstress og fumle med varmt andefedt og fond. Det kan pludselig blive noget af et cirkus på køkkenbordet (og på gulvet).
Tip no. 2: Steg din andesteg i stegepose
Der er måske lidt skåneærmer over det, men alligevel: Jeg laver altid and i stegepose. Det giver en saftig and og – nok så væsentligt – du slipper for andefedt i hele ovnen. Alt fedteriet bliver holdt inde i posen. Smart.

Tip no. 3: Steg ikke din andesteg for varmt – og tag tid!
Min and bliver stegt ved 150 grader varmluft. Jeg bruner den ikke først – i stedet får den grill lige før spisetid. Hurtigt og effektivt.
Regn med 50 minutters stegetid pr. kg and.
Tip no. 4: Hyg i køkkenet!
Min and smager afgjort bedst, når jeg ikke har stresset rundt for at nå det hele. Det ved min familie godt. Så vi deler opgaverne i køkkenet. En laver salat, en dækker bord, en laver risalamande (hvis det er juleaften) og så videre. Alle er stolte af måltidet, og der kan skåles for kokkene.
Og lige en sidste ting: Vil du gerne ha’ en frisk afveksling til rødkålen, så finder du en rigtig rødkålssalat til jul her.
Flere tips under opskriften … :-)
Perfekt, men uha jeg ku bruge udskære vejledning ;-)
Hej Kirsten, tak for din kommentar! Godt begyndt, som man siger – men ja, du har ret, den er så mør, så man skal være forsigtig med at flytte for meget rundt på den. Jeg har skrevet lidt om partering under opskriften, men måske ville det være nemmere med en video? Prøv på youtube – fx https://www.youtube.com/watch?v=3pg6NIAms58. Held og lykke – til jul, måske :-)
Kh Bodil
God opskrift! Jeg lavede and ud fra den hertil aften – og det fungerede bare :)
Kan man bruge samme opskrift til kalkun?
Tak Birgitte, dejligt at høre! Det er mange år siden, jeg har forsøgt med kalkun, men hvis du går efter at give den 45 minutter pr. kg ved samme temperatur – så kan det ikke gå helt galt. Lad mig høre, hvad du finder ud af, hvis du prøver :-) Kh Bodil
Kan vildand i stegepose også steges med varmluft og hvorlænge
Hej Jonna, det er et godt spørgsmål. Jeg er sikker på, du kan stege i stegepose, men jeg har ikke stegt vildand i mange år, så det bliver et skud. Under alle omstændigheder vil jeg anbefale at langtidsstege, måske helt ned omkring 130-140 grader. Bedste bud er 2,5 -3 timer, alt efter størrelse. Det er i hvert fald, hvad jeg kan se, andre anbefaler til en vildand på omkring 750 g. Håber den bliver god og mør! Kh Bodil
Hej :)
Er det varmluft eller almindelig ovn?
Bedste hilsner og god jul
Signe
Hej Signe, jeg bruger varmluft – og skynder mig at tilføje det i opskriften :-) Glædelig jul! Kh Bodil
Hvordan opbevarer du anden, hvis den steges dagen før? Parterer du den, lige efter, at den er stegt eller dagen efter?
Hej Astrid, tak for dit spørgsmål, som jeg nu nok svarer på for sent for denne gang. Jeg opbevarer typisk anden køligt (ved juletid er altanen god) – og parterer den først på dagen. Mest fordi det er svært at håndtere anden, når den kommer varm ud af ovnen. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert, det er bare hvad der er praktisk. Håber din and blev god :-) Kh Bodil