Mest vegetarisk comfort food

Comfort food er i min verden alt det, der får mundvandet til at drive, bare ved tanken. Alt fra bløde pastaretter til sprøde pizzaer, godt med sauce eller ost. Og heldigvis er det pivnemt at lave ægte vegetarisk comfort food – bare tænk pizza med svampe og laaang mozzarella, en blød risotto eller mexicanske enchiladas. Jo, comfort food er en ægte yndlingskategori for mig.

Sjovt, for faktisk er jeg allermest et salatmenneske, der helst ikke går ud ad døren om morgenen uden en friskhakket salat (gerne kålsalat) i madpakken. Men altså - der er også dage, hvor det ikke kan blive smovset nok, og hvor der ikke er noget, der kan slå en blød lasagne med smeltet mozzarella og sprøde kanter.

Så velkommen i comfort-køkkenet. Og du kan jo altid servere en salat til!