Følg med her:
Pizza med asparges og pesto
Pizza med asparges og pesto – en sprød forårsfavorit med mozzarella, grønne asparges og friske, røde tomater.

Elsker du også både pizza og asparges, så har jeg en ny favorit til dig: Pizza med asparges, pesto, mozzarella og friske tomater. Godt nok er pizza med asparges ikke noget, jeg nogensinde har set på et pizza-menukort, men i år er jeg gået all in på asparges. Så det skulle prøves.
Det betød så, at vi skulle have pizza en del gange i træk, så jeg kunne eksperimentere, og det lærte mig to ting:
- Du skal ikke spare på asparges! Så jeg har både lange stykker – og resterne choppet op og strøet rundt på pizzaen. Der går 8 grønne asparges til én pizza.
- Pizzaen uden tomatsauce skal ha’ lidt syre på anden vis. Det blev i form af friske, smagfulde sommertomater vendt i lidt balsamico. Friskt! Og det giver italienske smage for fuld udblæsning.
Og så slår det mig: Det er lidt pudsigt, at man så ofte får pasta pesto – men sjældent pizza pesto. Heldigvis er det en vane, der er nem at ændre.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
Til pizzabundene skal du bruge:
- 5 g gær
- 4 dl vand
- ½ dl olivenolie
- 600 g tipo 00 hvedemel
- 1,5 tsk fint salt
- durummel (til at trykke pizzaen ud)
Til topping:
- 1,5 dl pesto (2 spsk pr. pizza)
- 32 grønne asparges
- 4 kugle mozzarella
- 16 cherrytomater (eller san marzano)
- frisk basilikum
- 1 spsk rød balsamico
- 3 spsk olivenolie (til asparges og tomater)
- salt
Sådan gør du:
Sådan laver du toppingen:
- Køb eller lav pesto selv.
- Knæk den træede del af dine asparges, og skær dem i ca. 11 cm stykker (målt fra hovedet). Hak resten af aspargesene 1-2 cm stykker. Tag lidt olivenolie i hånden, og masser alle asparges og stykker med den.
- Tænd ovnen på max varme på varmluft (jeg bager ved 300 grader), og sæt bagestål ind, hvis du har. Ellers sæt en plade ind.
- Skær tomaterne i halve, og vend dem i rød balsamico, olivenolie, lidt hakket frisk basilikum og salt.
Gør pizzaen klar:
- Når ovnen er så varm, den kan blive, og du har gjort pizzabundene klar: Fordel pestoen og mozzarellaen på pizzaerne, læg 8 afskårne asparges som en stjerne på hver pizza, og drys med de små stykker.
- Bag hver pizza i 5-7 minutter, til den har fået farve i kanten, og bunden er sprød. Fordel tomaterne over pizzaerne, og server!
Pizza med asparges og pesto – forår på den sprøde måde
For mig er pizza med asparges en rigtig “nu-er-foråret-her”-pizza. Den smager grønt og friskt, og den er smuk at servere . En pizza, jeg får lyst til at spise udendørs i selskab med gode venner, aftensolen og et glas hvidvin, og det er lykkedes en enkelt gang. Men ærligt, de tidlige danske sommeraftener er sjældent varme nok til det. Heldigvis smager den lige så godt, når man rykker indendørs.

Asparges – forårets grønne stjerner
Når aspargessæsonen begynder (typisk i april), har jeg næsten altid en bundt i køleskabet. Og de ryger i alt muligt: salater, tærter, tortilla, risotto – og altså også på pizza. På den her pizza får de selskab af en god pesto, frisk mozzarella og små søde tomater, der lige får et kys af balsamico, inden de kommer på. Kombinationen er… ja, jeg mangler faktisk lidt ord. Den smager bare af forår.
Et lille tip, hvis du er i tvivl om, hvilke dele af aspargesene der er spiselige: knæk dem! De knækker præcis dér, hvor den træede del slutter, og det virker hver gang. Så går der ikke noget af de gode, sprøde asparges til spilde.

Pesto – fra glas eller fra bunden?
Pesto er en gave til travle hverdage, og til denne pizza kan du sagtens bruge en god færdiglavet version. Jeg har dog en svaghed for hjemmelavet pesto med basilikum. Der ved jeg, at der ikke er snydt med ingredienserne – basilikum, parmesan, pinjekerner – og samtidig kan du selv justere smagen.
Hvis du er til ramsløgspesto, kan du også bruge det!
Og skulle du få pesto til overs, så er det jo oplagt at bruge i en sandwich, til en omelet, i en salatdressing – eller bare på et stykke nybagt brød.

Variationer og ideer til topping
Selv om jeg elsker originalversionen med mozzarella, pesto og asparges, så kan du sagtens variere. Her er et par ideer, hvis du vil lege lidt med toppingen:
- Tilføj friske ærter – især i juni, når de er i sæson.
- Top op med tynde skiver rødløg, som du lige masserer med olivenolie først. De nærmest karamelliserer i ovnen.
- Og hvis du spiser fisk: Lidt koldrøget laks på toppen efter bagning = luksusudgave.
Hvad serverer man til?
Jeg plejer at servere denne pizza med en helt enkel salat ved siden af – gerne med noget syre og nogle grove fibre, som kan spille op mod den fede pesto og den cremede ost. Normalt finder jeg bare alle mine kåltyper i køleskabet – blomkål, spidskål, grønkål – hakker dem og vender dem med min olie-eddikedressing. Topping efter sæson, evt. med friske majs, bær eller stenfrugter.
Her får du et par mere velbeskrevne forslag:


Kan den bages på grill?
Oh yes. Hvis du har en grill med bagesten eller pizzaovn, så er det bare at tænde op. Den høje varme og den direkte kontakt giver en ekstra sprød bund og en næsten brændefyret smag. Husk bare at have alt klar – det går stærkt!
De mest almindelige spørgsmål
Kan jeg bruge færdig pizzadej?
Selvfølgelig. Jeg prøver altid at få planlagt en hjemmelavet pizzadej, men en god færdigdej – eller en forbagt bund – gør det nemt på en travl dag.
Hvad hvis jeg ikke har grønne asparges?
Så kan du bruge broccoli skåret i tynde buketter eller aspargesbroccoli (broccolini). Jeg får også lyst til at foreslå grønne bønner – måske skal de lige koges op først.
Kan jeg bage pizza uden bagestål?
Det kan du godt. Det har jeg da selv gjort i årtier. Men jo mere kraftig varme, pizzabunden får, jo flottere hæver den op, og jo mere lækker bliver bunden at sætte tænderne i.
Man kunne også spørge: Kan jeg bage pizza uden pizzaovn?, og det kender jeg da nogen, der helst vil undgå. Men altså, jeg har ingen pizzaovn, og pizzaerne bliver som på billederne. Jeg er godt tilfreds!









