Ristede kikærter i ovn er en fantastisk sprød snack, der både er virkelig lækker til en drink (eller bare et glas vand!) – og som protein i en salat eller en bowl.
Ristede kikærter i salat
De dage, hvor jeg ikke rigtig gider lave mad og bare vil ha’ noget let, er ristede kikærter virkelig et hit. Bare top en salat op med de krydrede kikærter og en god dressing – så får du protein og lækkert knas i salaten. Det er rigtig sommermad for mig, når terrassen trækker mere end køkkenet. Eller hverdagsmad, når arbejdsdagen har trukket energien ud af kroppen.
Derfor elsker jeg dem:
- De mætter – længe. Bælgfrugter, herunder kikærter, indeholder langsomt fordøjelige kulhydrater, fibre og plantebaseret protein, som jeg jo altid er på jagt efter i min mad.
- I min optik er de ok sunde snacks. Når snacksulten står og kigger i skabet sidst på eftermiddagen, er de sprøde kikærter et rigtig godt alternativ til andre snacks. For mit vedkommende erstatter de fx ristede peanuts eller søde kiks.
- De er nemt, næringsrigt knas til min salat eller godt crunch til en suppe eller gryderet.
- Og så smager de jo godt, når du krydrer dem :-)
Sprøde kikærter – bag dem to gange
Jeg har eksperimenteret med de her kikærter snart 100 gange og er nået frem til, at hvis de skal være helt sprøde – altså helt! sprøde – så skal de to gange i ovnen. Hvis du bare vil bruge dem i en salat eller en suppe med det samme, er det fint at give dem 30-40 minutter og spise dem lune. Men hvis de også skal være knasende sprøde i salaten i morgen, skal de køle af og have 10-15 minutter mere.
Spørg mig ikke hvorfor. Er der en kemiker på linjen?
Krydrede kikærter – som du vil!
I opskriften har jeg skrevet, at du skal bruge ca. 2 tsk tørrede krydderier og et forslag. Men du får lige en flok ekstra krydderblandinger, du kan teste. Som med alle mulige andre snacks kan du vælge lige den krydderblanding, du foretrækker. Gå efter den blanding, der passer bedst til resten af måltidet eller din dressing.
Start altid med:
- 2 spsk olie
- 1/4 tsk fint salt eller 1/2 tsk groft salt eller 1 spsk soya
Overvej også som basis:
- 1/2 tsk løgpulver
- 1/4 tsk hvidløgspulver
Kombiner så med tørrede/stødte krydderier fra et af verdens skønne køkkener, for eksempel:
- Indisk: spidskommen, koriander, kardemomme, sort peber, kanel, en smule nelliker, chili
- Mexicansk: sød paprika, spidskommen, koriander, oregano, evt. røget paprika, chili
- Mellemøstmix: spidskommen, koriander, kanel, en smule allehånde
- Middelhavsmix: timian, merian, oregano, paprika
- Italiensk: paprika, rosmarin, timian, fennikelfrø, basilikum, merian, oregano, evt. chili
- Asiatisk: ingefær, paprika, koriander, chili, gurkemeje
Derudover kan du selvfølgelig bruge alle mulige færdige krydderblandinger, og så kan du bruge dem rent (de indeholder næsten altid salt, så pas på, du ikke oversalter). Jeg er stor fan af dem fra True Greens – men kig i dit skab og se, om du ikke har noget brugbart på lager. Hvis du er til sourcream & onion, kan du sågar også købe det som blandingskrydderi!
De ristede kikærter knaser, mætter og smager – for eksempel i …
Du kan fx bruge de ristede kikærter som mættende fyld i
- en mexicansk kålsalat (mexi krydderi), i
- en spidskålssalat med koriander (asiatisk)
- en grønkålssalat med søde kartofler (asiatisk)
- en vegetarisk gyros (se gyrosmarinaden her eller brug græsk krydderi)
- eller til en nem vegetarret med søde kartofler, rødløg, granatæble og tahindressing (mellemøstmix).
Eller du kan bruge dem som knas til en dip, fx hummus eller muhammara.
Andre gode forslag? Skriv endelig i kommentarfeltet.