Italiensk pastasalat med ovnbagte grøntsager og kikærter
Vil du ha' flere opskrifter i samme stil?

Du kan vælge mellem to nyhedsbreve - direkte i din indbakke. Vil du se?

Italiensk pastasalat med ovnbagte grøntsager og kikærter

Italiensk pastasalat med ovnbagte grøntsager og kikærter er frisk og nem at lave. Perfekt som tilbehør eller let vegetarisk aftensmad.

Opskrift på nem italiensk pastasalat

Italiensk pastasalat med ovnbagte grøntsager er en nem grøn ret, du både kan bruge som tilbehør og som en nem aftensmad eller frokost.

Pastasalat er ikke en ret, der kræver det store tankearbejde: Du skærer grøntsager, vender dem i en krydderolie med hvidløg og herbes de provence, og så klarer ovnen resten. Imens koger du pastaen. Til sidst vender du det hele sammen med lidt olivenolie, balsamico og frisk basilikum.

Det smarte er, at grøntsagerne får en helt anden dybde i smagen, når de bliver bagt. Og du kan bruge større mængder, end hvis du bruger dem rå. Squash og peberfrugt bliver søde og karamelliserede, cherrytomaterne bliver anderledes intense i smagen, og kikærterne bliver lidt crispy i kanterne. Det er comfort food – bare som salat.

Se tips til at justere pastasalaten til sæsonen – de er under opskriften.

Italiensk pastasalat med ovnbagte grøntsager og kikærter

Italiensk pastasalat med ovnbagte grøntsager

Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Samlet 45 minutter
Giv de første stjerner!
Tilbehør eller hovedret – den italienske pastasalat med bagte grøntsager kan det hele. Mætter godt!
Antal: 4 personer

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

  • 2 squash (ca. 400 g)
  • 1 peberfrugt
  • 2 rødløg (ca. 75 g)
  • 200 g brune champignons
  • 200 g cherrytomater (eller andre små tomater)
  • 1 dåse kikærter Reklame for Helsebixen
  • 250 g pasta (tørret)

Krydderolie

  • 4 spsk olivenolie
  • 4 fed hvidløg
  • 2 tsk herbes de provence Reklame for Helsebixen
  • ½ tsk salt
  • friskkværnet peber

Til servering:

  • 2 spsk olivenolie
  • 2 tsk rød balsamico Reklame for Med24
  • 25 g pinjekerner
  • ½ bundt frisk basilikum
  • parmesan (evt. – brug et helt stykke, og høvl eller riv den ved bordet.)

Sådan gør du: 

  • Tænd ovnen på 225 grader varmluft. Gør to plader klar med bagepapir.

Krydderolien:

  • Pil og pres hvidløg, og bland det med olie og krydderier i en lille skål.

Grøntsagerne:

  • Første plade: Skær enderne af squash, og skær dem i halve eller kvarte skiver, ca. ½ cm tykke. Fjern stokken fra peberfrugten, og skær den i tern på ca. 2×2 cm.
  • Anden plade: Pil løgene, og skær dem i både på ca. ½ cm. Skær roden af champignonerne, og halver dem. Brug cherrytomaterne hele.
  • Hæld ca. 2/3 af krydderolien over i en stor skål. Vend så squash og peberfrugt rundt i olien, og fordel grøntsagerne på det ene stykke bagepapir i ét lag.
    Italiensk pastasalat med ovnbagte grøntsager og kikærter
  • Dræn kikærterne, og dup dem tørre. Hæld så den sidste krydderolie over i den store skål, og vend løg, champignons, tomater og kikærter rundt i den. Fordel dem på det andet stykke bagepapir.
  • Sæt begge bageplader i ovnen og bag dem i 20 minutter. Tjek herefter grøntsagerne – squash og peberfrugt skal have let brune kanter, tomaterne skal være revnet, og kikærterne må gerne se lidt gyldne ud. Hvis de ikke er der endnu, giv dem 5 minutter mere.

Imens:

  • Kog pastaen med lidt salt, til den er al dente (dvs. stadig har en lille smule bid i midten). Tjek kogetiden på pakkens anvisning, og giv den endelig ikke for meget. Så mister pastasalaten sin tekstur.
  • Rist pinjekernerne på en tør pande ved middelvarme i ca. 3–4 minutter, til de er let gyldne og dufter nøddeagtigt. Hold øje med dem – de brænder hurtigt på.
  • Pil bladene af basilikum, og hak de fleste groft. Gem de sidste til pynt.

Saml pastasalaten:

  • Vend pastaen sammen med de bagte grøntsager og kikærter, de hakkede basilikumblade, olivenolie og balsamico. Top med de ristede pinjekerner og de sidste basilikumblade, og server med parmesan – høvlet med en kartoffelskræller eller revet med et rivejern.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Del opskrift Print
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Tips til grøntsager i sæson

Du kan sagtens variere grøntsagerne i pastasalaten alt efter sæson og køleskabsbeholdning:

  • Forår/sommer: Skift squash ud med asparges eller skær en aubergine i tern. Forårsløg i stedet for rødløg fungerer også fint (og du kan bruge forårsløg rå, snittet fint, hvis du foretrækker det).
  • Efterår/vinter: Prøv med butternut squash eller rodfrugter. Bagetiden skal måske justeres lidt op for de mere faste rodfrugter.
  • Altid i sæson: Rødløg, champignons og cherrytomater er et ret stabilt grundlag året rundt.

Det vigtigste tip er at skære grøntsagerne i nogenlunde ens størrelse, så de bager jævnt. Og giv dem plads på pladen – hvis de ligger oveni hinanden, damper de i stedet for at bage. Brug hellere to plader end at proppe det hele sammen på én.

Hvorfor ovnbagte grøntsager i pastasalaten?

Plejer du ikke at bruge ovnbage grøntsagerne til din pastasalat? Så er her et par gode grunde:

  • Ovnen trækker væske ud, koncentrerer smagen og giver lidt karakter på kanterne. Især cherrytomaterne er en åbenbaring – de bliver nærmest marmeladeagtige.
  • Kikærterne bliver også lidt mere interessante af en tur i ovnen. De tager smag af krydderierne og bliver lidt nøddeagtige med en let sprød tekstur. En rar kontrast til den bløde pasta.
  • Endelig kan ovnen gøre lidt triste grøntsager mere interessante. Det gør ikke noget, at grøntsagerne er lidt matte og bløde – de får nyt liv i ovnen. Så en smart ret til at få tømt grøntsagsskuffen (se også forslag til variation længere oppe).

Med både grøntsager, pasta og kikærter bliver pastasalaten en fuldstændig måltidssalat – du behøver ikke nødvendigvis noget ved siden af.

Hvilken pasta passer bedst?

Den bedste pasta er den, du har eller bare holder mest af. Bare det er pasta af den korte slags, så den kan fange lidt af olien, balsamicoen og de små stykker grøntsager. Jeg brugte gemelli, men penne, fusilli, rigatoni og farfalle er alle gode bud. Undgå spaghetti og andre lange pastatyper – det bliver besværligt at vende og endnu mere besværligt at spise.

Jeg brugte fuldkornspasta, og det giver faktisk et fint, nøddeagtigt modspil til de søde, bagte grøntsager. Og lidt ekstra fibre til maven.

Tilbehør til italiensk pastasalat

Pastasalaten er fin som den er – en komplet ret med både pasta, grøntsager og kikærter. Men vil du gerne bygge videre, så er her et par ideer:

  • Et godt stykke brød – fx focaccia og måske en dip, fx pesto.
  • En simpel blandet salat med en skarp vinaigrette som kontrast. Fx denne.
  • Burrata eller mozzarella, hvis du vil ha’ ekstra fylde og flødefornemmelse.
  • Lidt ekstra nem protein, fx et spejlæg pr. næse, lidt varmrøget laks eller en rest kylling.

Parmesanen i opskriften er valgfri, men den tilfører umami og salt, der sætter prikken over i’et.

Italiensk pastasalat med ovnbagte grøntsager og kikærter

Pastasalat til mange – eller til madpakken

Retten er oplagt at skalere op, hvis du skal lave mad til mange. Dobbelt portion kræver bare mere tid til at bage flere omgange i ovnen. Så pastasalaten er perfekt til buffet, havefest eller gæster i sommerhuset.

Og rester? Jeg bruger dem som madpakke eller frokost dagen efter. Pastasalaten kan sagtens spises kold eller på stuetemperatur. Tilsæt eventuelt lidt ekstra olivenolie, inden du pakker den, for pastaen suger olien natten over. Giv den en lille håndfuld frisk basilikum ovenpå, hvis du har det, og så er den klar til servering igen.

Kan pastasalaten laves på forhånd?

Du kan sagtens bage grøntsagerne og koge pastaen aftenen før, og opbevare dem hver for sig i køleskabet. Vend det hele sammen, når du skal bruge det – lad gerne grøntsagerne så stuetemperatur, så smagen får lov at folde sig ud. Pinjekernerne kan du også riste i forvejen, men de dufter og knaser mest, hvis du rister dem lige inden servering, .

Pastasalaten holder sig fint 2-3 dage i køleskabet, men det er bedst at tilsætte frisk basilikum lige inden servering.

Andre nemme italienske retter?

Prøv for eksempel bønnesalaten:

Salat med hvide bønner, tomat og basilikum
Du får fuld smæk på de italienske smage i denne salat med hvide bønner. Brug den som tilbehør eller frokostsalat.
Gå til opskrift
Salat med hvide bønner, tomat og basilikum

Eller pasta med grønkål, svampe og tomater:

Pasta med grønkål og svampe
En pastaret efter mit hjerte: Med masser af grønsager og masser af dejlig smag. Her bliver både maven og smagsløgene lykkelige.
Gå til opskrift
Pasta med grønkål og svampe
Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse: