En lækker kantareltærte med sprød bund, mild mozzarella og himmelsk smag af kantareller. Jeg bager dem som en vegetarisk tærte, og jeg vil bare anbefale, at du serverer med god salat.
Kantareltærte – hvor du kan smage kantarellerne
Hvert år samler vi masser af kantareller, men selvom vi har nok i fryseren til hele vinteren, er min søde mand meget øm over dem. Helst skal de bare serveres som kantareltoast med fløde. Jeg prøver at overbevise ham om, at de også kan bruges til andre opskrifter, og for nogle år siden lykkedes det at få lov at lave risotto med kantareller.
Nu havde jeg ideen til en kantareltærte, og vi har stadig kantareller fra sidste år – selvom vi er i gang med dette års høst. Så jeg fik lov. Igen. (Der skal søges tilladelse, for det er især Jesper, der tager tjansen med at rense dem, og det har jeg respekt for).
Til gengæld lovede jeg at behandle kantarellerne nådigt og lade være med at overdøve dem med stærke oste og krydderier. I min champignontærte bruger jeg parmesan, men her går jeg mildere til værks med mozzarella. Suppleret med frisk timian og salvie.
Kan kantareller fryses?
Som du kan se, gemmer vi årets kantarelhøst i vores fryser, og det giver os fornøjelsen af kantarellerne hele året. Og jo, der er da forskel på helt friskhøstede svampe i en kantareltoast – og så dem vi tager op af fryseren. De mister det friske bid og lidt af skovbunds-aromaen. Men de holder faconen fint, og de smager stadig virkelig skønt.
Hvis du vil gøre os kunsten efter, er det ganske simpelt:
- Rens kantarellerne grundigt
- Steg dem af, enten på en tør pande (hvis de er meget fugtige) eller med lidt olie/smør. Kun til de falder sammen.
- Køl dem af, og gem dem i små bokse i fryseren (portionsstørrelse).
- Tø dem op i køleskabet.
Hvis du har kantareller i fryseren, er det er ret nem tærte at lave. Hvis du skal rense kantarellerne først, skal du lige bevæbne dig med lidt tålmodighed til den opgave først.
Tilbehør til kantareltærten
Jeg pynter tærten med nogle få salvieblade – men du kan roligt plukke mange flere. Så kan du servere stegte salvieblade til tærten, og det er de bedste chips, du kan forestille dig.
Bare steg dem i (et godt lag) olie på en pande. Vend dem, når de krymper, og lad dem dryppe af på fedtsugende papir. Drys med flagesalt. Nam!
Ud over salviebladene, vil jeg anbefale en god salat – fx en grønkålssalat med nektariner eller en spidskålssalat med hindbær og hindbærdressing.
Andre opskrifter med kantareller?
Prøv for eksempel en af de to klassikere: Ristede kantareller i fløde eller en risotto med kantareller.