Ristede kantareller i fløde – det er skovens guld i den mest lækre forklædning. Kantarellerne står og glimter i skovbunden fra de varme somermåneder til langt hen i efteråret – og her står de og venter på fløde og en god grov toast. Så hvis du har kantareller i nærheden (eller bare i supermarkedet), er din lykke gjort. Næsten. De skal jo lige renses først …og det er lidt af en religionskrig. Børste eller vand? Med de mængder, vi finder, er børste simpelthen ude af billedet, og du kan se vores grundigt gennemprøvede fremgangsmåde her.
Hurtig opskrift på kantareller i fløde
Når du har fikset rensningen, er du næsten klar. Bare find en pande, fløde, citron, salt og peber – og en sjat cognac. Så har du en kantareller i fløde på ganske få øjeblikke. En sand himmerigsmundfuld!
Du kan selvfølgelig også give dem godt selskab af lidt timian eller ristede rødløg, hvis du synes. Rødløgene kan du riste i lidt olivenolie først. Frisk timian kan du riste sammen med kantarellerne. Men i min verden er det ikke nødvendigt.
Og hvis du har mange kantareller, kan du selvfølgelig også putte dem i risotto. Luksusrisotto!
Hos os er kantareller faktisk ikke mit speciale, men jeg har luret Jespers opskrift på kantareller over skulderen. Og sådan går det for sig …
Hej!
Mine indkøbte kantareller afgav ingen væde, så jeg lod dem være på panden, mens saucen blev til. Skal man virkelig ikke bruge smør? Eller er det bare på på den varme pande?? Min sovs er lidt tyk, men det smager pragtfuldt!
Tak!
Hej Thomas,
tak for spørgsmål og kommentar.
Jeg har lige forhørt mig en ekstra gang hos min kantarelekspert :-) Han er ikke helt entydig – nogle gange eksperimenterer vi nemlig lidt med smør. Men min konklusion er: Selv om mange bruger (til tider meget) smør, er det i min optik unødvendigt – undtagen hvis kantarellerne sætter sig fast på panden.
Når du siger, du får en lidt tyk sovs, der smager pragtfuldt – så ville jeg være lykkelig!
Håber det giver mening.
Kh Bodil