Selv i denne tørre sommer bugner vores nordjyske skov af hindbær. Det er blevet til mange hindbærmåltider – og det allerbedste er denne spidskålssalat med hindbær. Med hindbærdressing. Og med min egen hindbæreddike! Så fik vi da lige onduleret en dags hindbærhøst :-)
Du kan også sagtens lave salaten med købte friske hindbær – og dressingen uden hindbæreddike. Jeg tilsatte nogle friske hindbær til dressingen, og det giver en frisk hindbærsmag i det hele.
Sprød. Sød. Salt. Syrlig. Og med knas
Sådan en spidskålssalat med hindbær har det hele. Sprød spidskål. Søde hindbær. Salt feta. Syrlig dressing. Og knasende ovnristede mandler på toppen. For synets skyld tilsatte jeg også nogle friske babyspinatblade (og tak til Superbrugsen i Fjerritslev for at have den i en økologisk variant, skyllet og klar til brug). Grønt er godt for øjnene, har jeg ladet mig fortælle ;-) i hvert fald pænt.
En oplagt salat til grill. Eller til frokost
Vi serverede spidskålssalaten til en grillaften, hvor det gerne måtte være nemt. Så salaten lavede jeg på forhånd og ventede bare med at tilsætte dressingen til lige før spisetid. Tilbehør i øvrigt? Nye aspargeskartofler og vores favoritdip af græsk yoghurt, hakket frisk mynte og hvidløg.
For en salatfreak som mig er salaten også et hit til alt muligt andet. Fx til frokost, hvor jeg nok tilsætter nogle edamamebønner, der kan mætte.
Heldigvis er der stadig mange hindbær i skoven, så det er ikke sidste gang i år, vi får spidskålssalat med hindbær. Laaaangt fra …