Følg med her:
Spinatvafler med havregryn – sunde vafler med spinat
Spinatvafler til morgen, middag og aften
Jeg tog en vegetarisk version – som jeg altid gør til frokost. Men du kan også bruge dine spinatvafler til mange andre ting! Og fylde dem med lidt af hvert.
- Til morgenmad eller som en del af din brunch – fx med hummus eller røget laks med pesto.
- Til aftensmad – med noget varmt fyld, måske en rest fra i går?
- Til forret, hvor du kan klippe dem op til hjerter og bare servere et par stykker til hver. Som en grøn blinis med stenbiderrogn. Eller måske med tunmousse? Eller hvad du nu har lyst til.
- Eller til frokost og madpakke.
Jeg gik i gang, fordi jeg synes, livet er for kort til kedelige madpakker, og lige om lidt sidder jeg i toget med denne her – ikke dårligt.
Få ideer til fyld nedenfor.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 75 g spinat
- 3 æg
- 2¼ dl mælk
- 100 g havregryn
- ½ tsk salt
- 1 spsk loppefrøskaller (fx HUSK (eller 1,5 spsk mel))
- olie til stegning
Sådan gør du:
- Blend alle ingredienser sammen med en stavblender – eller den maskine, du nu har til at blende med. Lad dejen hvile, mens du tænder vaffeljernet på max. Og venter, til det er varmt. Dejen samler sig og bliver lidt tykkere, når den har stået 5-10 minutter.
- Pensl vaffeljernet – både den øverste og den nederste del – og steg vaflerne, til de får lidt farve. Jeg får ca. 8 store vafler af portionen.
- Fyld dine spinatvafler med det, du har lyst til. Du kan se mit fyld her nedenfor …
Spinatvafler uden mel
Til aftensmad vil jeg gerne reducere mængden af kulhydrater, så jeg laver mine spinatvafler uden mel. Det kræver lidt andre ingredienser, der kan binde de grønne vafler ordentligt sammen, og her blev det en kombi af havregryn og loppefrøskaller. Hvis du ikke har loppefrøskaller, fx HUSK, kan du altså bruge almindeligt mel i stedet.
Spinatvafler med frossen eller frisk spinat?
Jeg brugte en rest frisk spinat til vaflerne, men du kan også sagtens bruge spinat fra frost. Hvis du husker det, så tag den ud i god tid, og vrid lidt af vandet af den, inden du putter den i dejen. Alternativt – tø den op i mikroovnen eller med lidt kogende vand.
Vafler med spinat på no time
Spinatvafler er en af de hurtige i køkkenet – de er klar på under en halv time, fra du går i gang. Bare gør fyldet klar, mens du steger vaflerne.
Det er vigtigt, dit vaffeljern har slip-let-overflade, da der ikke er fedtstof i dejen. Jeg prøvede først på et gammelt jern uden, og det var mildest talt ingen succes. Men altså, driller det for meget, så lav spinatpandekager af dejen i stedet for. De smager lige så dejligt og er nemme at folde til wraps.
Vaflerne er gode at fryse ned. Så jeg kan varmt anbefale at lave dobbelt portion. Og hvis du laver for mange, har du en lynhurtig spinatvaffelwrap en anden dag 🙂
Tip! Spinatvafler som frokostwrap
Jeg har lagt min vaffel sammen med en nem spread med hvide bønner blendet med soltørrede tomater og dild – en halv avocado, rød spidskål og nogle ærteskud. Dryppet med lidt frisk lime. Det kan du variere dit fyld i det uendelige. Du får en god kombi, hvis du tænker 3 elementer ind:
- Smagfuld spread (fx hummus)
- Fast fyld (fx falafel, røget laks eller avocado)
- Noget salatagtigt (fx babysalatblade, kålstrimler eller spirer).
Kan spinatvaflerne fryses?
Hej Kathrine, det kan de sagtens! Tak fordi du læser med på bloggen. Kh Bodil
Kan man lave wraps ud af opskriften
Hej Jannie, jeg bruger den selv som en slags wrap, og du kan også bare stege dem på panden, så de bliver lidt større 🙂 Kh Bodil
Hej.
Synes dejen sætter sig ret hurtigt, når den står på fuld blus, derfor svært at smøre det tyndt ud. Bli’r lidt gummiagtige ?
Hej Gitte, hmm, det kan jeg ikke umiddelbart genkende – men prøv med mel i stedet for loppefrøskaller (de virker lidt som gelering), og start med mindre mængde. Mel er nemt at regulere 🙂 Håber det hjælper! Kh Bodil
hej
Jeg har prøvet din superlækker ret i dag og den kan virkelig noget men jeg vil høre hvor mange kalorier det er i en vaffel
Hej Laura, dejligt at høre! Jeg har desværre ikke tal på kalorierne, men tænker, der måske findes en app, der kan løse det. Kh Bodil