Rugtarteletter er en vegetarisk snack, der faktisk ikke har meget med tarteletter at gøre. Men faconen er derhenad – og jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde dem. Sprøde rugkiksskaller med bønnefyld. Arhg. Kernekrustader? Kikseletter?
Jeg bruger dem lidt som krustader eller tarteletter, og her har jeg fyldt dem med en vegetarisk bønnedip, der tilsammen giver en super snack-kombi: Knasende sprøde rug-og-kerne-bunde i tarteletfacon – med blødt, smagfuldt fyld, der smager dejligt af soltørrede tomater og dild.
Ikke noget hvidløg denne gang, selv om det næsten altid ender med hvidløg i mine bønnedips.
Dippen er faktisk inspireret af en opskrift, jeg har med flødeost, soltørrede tomater og dild. Jeg tænkte bare – den kan vel også laves vegansk? Og jo, det kunne den sagtens!
Vegetariske rugtarteletter til velkomst, tapas, nytår eller frokost?
Vi tog vores rugtarteletter som en lille frokostret, men du kan bruge dem til hvad du vil. Som en del af en større samling tapas. Måske som en forret? Eller den lille snack til boblerne, mens dronningen afleverer sin tale nytårsaften?
Du kan selvfølgelig også fylde alt muligt andet i de her rugtarteletter. Prøv fx:
- Fetacreme serveret med bagte tomater eller med langtidsbagte tomater
- En muhammara eller auberginehummus i bunden toppet med avocado og lime
- En rygeostcreme toppet med agurk, radiser og purløg
- En guacamole pyntet med lidt frisk koriander og måske syltede rødløg
Du kan sagtens bage rugtarteletterne flere dage i forvejen. De holder sig fint sprøde i en dåse med tætsluttende låg eller en plastikpose. Bare husk, at fyldte tarteletter altid skal serveres med det samme. Ellers bliver de bløde.