Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()
Langtidsbagte tomater i ovn - semidried tomater

Langtidsbagte tomater i ovn er en vidunderlige smagsgiver, der kan redde mange måltider på ingen tid. Når du langtidsbager tomaterne, koncentrerer du smagen, og så skal der ikke så meget til, før du har et lækkert måltid.

Semidried tomater i ovn – eller langtidsbagte tomater?

Kært barn har åbenbart flere navne, men for mig er det ca. det samme. Lækre bløde ovnbagte tomater med den koncentrerede smag af solskin.

Jeg krydrer mine semidried tomater med lidt timian og hvidløg, men du kan variere smagen i det uendelige. Prøv fx:

  • Oregano, merian, basilikum, rosmarin … ca. 2 tsk tørret eller en god håndfuld frisk
  • Chili!
  • 2 tsk balsamico
  • 1-2 rødløg

Jeg synes, det er helt overflødigt at tilsætte sukker eller honning. Hvis tomaterne er den gode solmodne slags, er de rigeligt søde i sig selv. (Mine blev lavet af nogle helt forrygende søde cherrytomater fra GreenPleasure – og det får jeg ikke penge for at sige).

Langtidsbagte tomater i ovn - semidried tomater

Hvad vil du bruge dine langtidsbagte tomater til?

De langtidsbagte – eller semidried – tomater giver en nærmest luksuriøs intens smag til middelhavskøkkenet. Eller dit eget ;-) – brug dem fx til:

  • Tapas.
  • Toast og sandwich. Prøv fx to skiver ristet brød, en skive god ost, et par blade basilikum – og langtidsbagte tomater. Så er der ikke et øje tørt.
  • En bagt salat.
  • En frisk rucolasalat med lidt parmesan.
  • Bruschetta. Rist brødskiverne, gnid med lidt hvidløg og top op med tomaterne og lidt frisk basilikum eller timian.
  • Pizza. Giver masser af smag – næsten til alt.
  • I en nem pastaret. Bare kog din pasta al dente, vend de langtidsbagte tomater i sammen med lidt friske krydderurter – og gi’ det et drys parmesan. Himmelsk. Du kan også supplere med andre bagte grønsager, fx aubergine, eller pesto.
  • Focaccia! Fx i stedet for rosmarin på denne her. Det giver focaccia, så englene synger.

Hvis du har flere gode idéer, så skriv dem gerne i en kommentar nedenfor. Så føjer jeg dem til listen.

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Langtidsbagte tomater

Aftensmad, Salater, Snacks og dips

Forberedelse: 10 minutter

Tilberedning: 2 timer

Du skal bruge:

  • 500 g cherrytomater
  • 1/2 dl olivenolie
  • 2 tsk tørret timian
  • 2 fed hvidløg, presset
  • 1 tsk salt
  • friskkværnet peber

Sådan gør du:

  1. Tænd ovnen på 140 grader varmluft.

  2. Halver tomaterne – på den tværs, så du deler tomaten i top og bund. Se billederne :-)

  3. Bland olie og krydderier, og vend tomaterne i olien. Bred dem ud på et stykke bagepapir med skærefladen opad.

  4. Bag dem i 2 timer. Lad dem køle af, og opbevar dem i en skoldet, tætsluttende beholder, fx sylteglas. Så holder de ca. en uge i køleskabet, måske endda længere.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Langtidsbagte tomater på 2 timer

Der er desværre ikke noget, der hedder hurtige langtidsbagte tomater – men nemme, det er de. Jeg kan i hvert fald ikke få mere end et kvarter til at gå med at gøre dem klar til ovnen – og så hygger de sig godt der i et par timer.

I en snæver vending kan du godt skrue lidt op for temperaturen og give dem kortere tid. Fx 175 grader i 30-45 minutter. Men jo højere temperatur, jo større bliver risikoen også for, at du får mørke kanter og en mere brændt smag. Det kan være fint til en salat med andre bagte grønsager – så det er helt op til dig :-) Men her kører jeg den sikre model med langtids bagning …

Langtidsbagte tomater i ovn - semidried tomater

Tip! Forlæng holdbarheden af semidried tomater

Du kan forlænge holdbarheden på to måder:

  • Hæld rapsolie over, til det dækker. Så holder de et par uger længere i køleskabet.
  • Eller put dem i fryseren. Så holder de – meget længere!

Langtidsbagte tomater i ovn - semidried tomater

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.