Mangodressing – et magisk pift til dine salater

Mangodressing er det lille magiske kick til din kyllingesalat - den stråler som solen, og den giver skøn sød-syrlig sommersmag. Hele året.

Når du laver mangodressing, er det vigtige at finde en god, blød, moden mango. Se tips om valg af mango nedenfor. Hvis mangoen ikke er moden, smager den ret trist, og den er ikke til at blende. Så – du må på mangojagt.

Mangodressing – et magisk pift til dine salater

Mangodressing til salat

Forb. tid 10 minutter
Giv de første stjerner!
Mangodressingen er en virkelig lækker upgrade til særligt kålsalater og kyllingesalat.
Antal: 1 glas

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

  • 200 g mango (blød og moden)
  • ½ tsk dijonsennep
  • ½ tsk paprika
  • 1 fed hvidløg
  • ¼ tsk salt
  • ½ dl æblecidereddike
  • 1 lime (ca. 2 spsk saft)
  • 1 dl olivenolie

Sådan gør du: 

  • Flæk mangoen med en skarp kniv, og fjern stenen. Skræl de to halvdele. Skær dem i tern.
    Hvis du får mango til overs, er den god i en salat, din morgenmad eller smootie.
  • Blend alle ingredienser til en jævn, cremet dressing. Smag til.
  • Opbevar den i køleskabet i et glas eller en flaske med låg.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Udskriv
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!
Mangodressing – et magisk pift til dine salater

Tip: Find den bedste mango

Du har sikkert prøvet det – at købe en lidt hård mango i håbet om, at den bliver da blød og moden om nogle dage. Så fin og rød den er.

Not.

Min erfaring siger, at der findes forskellige sorter, og nogle af dem vil bare ikke modne – eller de er plukket for tidligt, opbevaret forkert, hvad ved jeg. De bliver ikke modne. Når man lader dem ligge, bliver de bare stadig lysegule og hårde i kødet, og efterhånden rådner de indefra. Øv.

Desværre skilter danske butikker sjældent med, hvilken sort din mango er (og tro mig, der findes uendeligt mange), så lad mig koge mit råd ned til nogle få punkter:

  • Mærk på mangoen. Den skal give efter for et let tryk, så er den moden. De bedste bliver lidt smør-agtige i konsistensen, ikke bløde som et blødt æble.
  • Duft til den! Sødlig frugtduft – et godt tegn!
  • Pyt med, at din mango har små sorte pletter på skindet. Det sladrer bare om et højt sukkerindhold (hvilket jo bør være et adelsmærke).
  • Pyt med farven. En rød mango kan være kedelig, mens en grøn kan være superlækker.
  • Pyt med rynker – det er ikke en skønhedskonkurrence. En lidt rynket mango er ofte supermoden og sød.
  • Og hvis du kan finde de pakistanske mangoer (de hedder chaunsa), så er du reddet. De er lidt mindre og slankere end de fleste andre, men de smager himmelsk. Virkelig en sød og intens mango. Sæsonen er fra starten af juni til slutningen af august. Jeg finder dem nemmest hos min grønthandler – men du kan også være heldig i supermarkedet.

En sød, moden mango kan du for øvrigt bruge til alverdens lækre sager. For eksempel også i frugtsalat, til amerikanske pandekager, i smoothie, til mangochutney, som tilbehør til asiatiske retter og i marmelade.

Jeg var selv så heldig at finde 6 af de bedste modne mangoer til en 20’er hos min grønthandler. Det er ikke noget, jeg kan regne med hver dag, men det blev inspiration til at få min elskede mangodressing på bloggen.

Sød mango i det salte køkken?

Egentlig er jeg ikke typen, der blander det søde køkken med det salte. Eller skal jeg sige: Jeg VAR ikke typen … for efterhånden sniger der sig frugter og bær ind i stadig flere af mine salater. Granatæble i kålsalaten. Blåbær i den grønne salat. Vandmelon i grønkåls-fetasalaten. Æble i savoykålsalaten. Hindbær i sommersalaten. Og nu – mango i både spidskålssalaten, kyllingesalaten og salatdressingen!

Jeg indrømmer: Jeg elsker det. Og det minder ikke det mindste om ananas på en pizza, som nok er noget at det værste, man kan byde mig.

Min mangodressing er improviseret over en klassik kombi af olie, eddike og sennep, her krydret med hvidløg og paprika – og en god squeeze lime. Jeg har set, at nogen bruger honning i deres mangodressing. Det synes jeg er aldeles overflødigt – mangoen er fuld af sødme i sig selv, når den er ordentlig moden.

Mangodressing til kyllingesalat, spidskålssalat og … you name it

Opskriften rækker til mere end en enkelt gang, så du kan få testet mangodressingen på mere end en salat. Mine favoritter so far er kyllingesalaten og en spidskålssalat med halloumi.

Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

4 Kommentarer

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse:




  1. Du glemte det sikreste tegn på at mangoen er moden: snus til den, den skal dufte sødt og “parfumeret”.
    Glem alt om spanske mangoer!

  2. Den mangodressing lyder så spændende, så den må jeg prøve.

    Hvor længe kan den opbevares? Og skal den være i et tætlukket glas i køleskabet?

    Det vil være skønt, hvis man kan lave den nogle dage på forhånd, når man skal have gæster.

    Vh Gitte

    • Hej Gitte,
      uh ja, den skal du prøve! Du kan sagtens lave den nogle dage i forvejen. Jeg tør ikke lægge hovedet på blokken – bloggen 😉 – for præcis hvor længe, den holder, da der er frisk frugt i. Men eddiken virker konserverende, og jeg har selv haft den stående i køleskabet med tætsluttende låg i mindst to uger uden problemer.
      Håber du bli’r glad for den.
      Kh Bodil