Rugtarteletter som vegetarisk snack

Knasende sprøde rug-og-kerne-bunde i tarteletfacon - fyldt med dejligt bønnefyld med soltørrede tomater og dild. En fin vegetarisk snack.

Rugtarteletter er en vegetarisk snack, der faktisk ikke har meget med tarteletter at gøre. Men faconen er derhenad – og jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde dem. Sprøde rugkiksskaller med bønnefyld. Arhg. Kernekrustader? Kikseletter?

Jeg bruger dem lidt som krustader eller tarteletter, og her har jeg fyldt dem med en vegetarisk bønnedip, der tilsammen giver en super snack-kombi: Knasende sprøde rug-og-kerne-bunde i tarteletfacon – med blødt, smagfuldt fyld, der smager dejligt af soltørrede tomater og dild.

Ikke noget hvidløg denne gang, selv om det næsten altid ender med hvidløg i mine bønnedips.

Dippen er faktisk inspireret af en opskrift, jeg har med flødeost, soltørrede tomater og dild. Jeg tænkte bare – den kan vel også laves vegansk? Og jo, det kunne den sagtens!

Rug tarteletter vegetariske

Rugtarteletter som vegetarisk snack

Forb. tid 25 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Samlet 50 minutter
Giv de første stjerner!
En fiks lille forret eller snack – lavet med en sprød rug-og-kernerig bund og en nem dip lavet på hvide bønner og soltørrede tomater. Det smager skønt, pynter og mætter!
Antal: 12 stk.

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

Til rugtarteletterne skal du bruge:

  • ½ dl solsikkekerner
  • ½ dl sesamfrø
  • ½ dl hørfrø
  • ½ dl chiafrø
  • ½ dl fine havregryn
  • 1,5 dl rugmel
  • ½ tsk salt
  • 1,5 dl vand
  • ½ dl olivenolie

Til den veganske bønnedip skal du bruge:

  • 1 dåse butterbeans
  • 50 g soltørrede tomater (dem i olie)
  • 1 spsk citronsaft
  • 2 spsk tahin
  • 1 potte dild (spidserne)
  • salt
  • vand efter behov

Sådan gør du: 

Sådan laver du rugtarteletterne:

  • Bland alle ingredienser til dejen, og del den op i 12-15 lige store klumper – afhængigt af størrelsen på dine forme.
  • Hvis du har silikoneforme, skal de ikke smøres. Hvis du bruger andre forme, smør dem med lidt olivenolie. Pres så dejen ud i formene, så den får facon som en lille skål.
  • Tænd ovnen på 180 grader, og bag dem ca. 25 minutter, alt afhængigt af tykkelsen. De skal få lidt farve, så de er sprøde. Hvis du får taget dem ud for tidligt, kan du også bage dem færdige uden formene. Så er det lettere at se, om de er færdige.

Imens kan du lave bønnedippen:

  • Blend alle ingredienser grundigt, bedst i en foodprocessor. Hvis tomaterne er godt udblødt, kan du også bruge en stavblender. Tilsæt vand, til dippen har en blød konsistens.
    Gem lidt dildspidser til pynt.
  • Smag til med citron og salt.

Sådan arrangerer du – lige før servering:

  • Fyld bønnedippen i sprøjteposen, og sprøjt dippen ud i rugtarteletterne. Jeg sprøjtede ud i cirkler. Pynt med en dildkvist. Server! Du kan også bare bruge to teskeer, hvis du ikke er til det der sprøjtecirkus …
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Udskriv
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!
Rug tarteletter vegetariske

Vegetariske rugtarteletter til velkomst, tapas, nytår eller frokost?

Vi tog vores rugtarteletter som en lille frokostret, men du kan bruge dem til hvad du vil. Som en del af en større samling tapas. Måske som en forret? Eller den lille snack til boblerne, mens dronningen afleverer sin tale nytårsaften?

Du kan selvfølgelig også fylde alt muligt andet i de her rugtarteletter. Prøv fx:

  • Fetacreme serveret med bagte tomater eller med langtidsbagte tomater
  • En muhammara i bunden toppet med avocado og lime
  • En rygeostcreme toppet med agurk, radiser og purløg
  • En guacamole pyntet med lidt frisk koriander og måske syltede rødløg
Fetacreme med hvidløg
Den intense, salte fetacreme egner sig rigtig godt som spread i sandwich eller dip sammen med græske retter. Du kan krydre den, så den passer til din ret eller dine smagsløg.
Gå til opskrift
Fetacreme med hvidløg
Muhammara – spicy syrisk peberfrugt dip
Muhammara er en spicy syrisk udgave af romesco sauce – fuld af intense smage. Spis den som selvstændig dip eller brug den til spread i sandwich.
Gå til opskrift
Muhammara spicy bagt peberfrugtdip
Rygeostcreme og asparges til forret
Rygeostcreme er en hurtig, nem og frisk forret, der smager af sommer. Server den med lidt grønt og lidt sprødt.
Gå til opskrift
Rygeostcreme til nem forret med asparges
Guacamole – dippen til mexicansk mad
Guacamolen er er, som jeg har fået den i det sydlige USA – tex mex. Og i Mexico. En dip, der altid er for lidt af …
Gå til opskrift
Guacamole - avocadodippen til mexicansk mad

Du kan sagtens bage rugtarteletterne flere dage i forvejen. De holder sig fint sprøde i en dåse med tætsluttende låg eller en plastikpose. Bare husk, at fyldte tarteletter altid skal serveres med det samme. Ellers bliver de bløde.

Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse: