Følg med her:
Nem græskarrisotto med svampe – risotto med græskar
På en af Københavns bedste italienske restauranter lærte jeg, at risotto kan laves på panden. Og at den bliver ekstra cremet med grønsagsmos. Begge teknikker er i sving i denne græskarrisotto med svampe.
Græskar til mere end risotto …
Sådan en dag sidst på græskarsæsonen kan man blive helt glad, når fryseren afslører en lille bøtte med græskarmos. For så har jeg en undskyldning for at få græskarrisotto.
Du skal ikke bruge et helt græskar, men hvis du starter med et helt græskar, så har jeg flere ideer til, hvordan du kan bruge resten af græskarret. Se nedenfor.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 3 dl græskarmos (se tip nedenfor)
- 300 g svampe (jeg brugte portobello)
- 1 løg (gerne rødløg eller skalotte)
- 1 fed hvidløg
- 2 stængler bladselleri (alternativt lidt knoldselleri)
- 2 spsk olivenolie (delt i 1 + 1)
- 300 g risottoris
- 100 g parmesan
- 1 spsk smør
- 2,5 dl hvidvin (eller vermouth)
- 6 dl grønsagsfond
- Salt og peber
- 30 g smør (valgfrit)
- citronsaft efter smag
Til servering skal du bruge
- 50 g hasselnødder (ristede)
- Ekstra revet parmesan
- Lidt grønt drys (fx persille, kørvel eller brøndkarse)
- Evt. ekstra svampe (stegt på en pande med lidt salt og peber)
Sådan gør du:
- Kog eller bag dit græskar, og blend det til mos. Se tip nedenfor.
- Hak nødderne groft, og rist dem på panden, til de tager lidt farve. Sæt til side. (Du kan også riste nødder i ovnen, hvis den er tændt.)
- Rens og hak svampene groft. Sauter dem på en pande med lidt olivenolie, til de har afgivet det meste væde. Sæt til side.
- Hak løg, hvidløg og bladselleri fint.
- Vej risene af.
- Riv parmesanosten fint. Husk lidt ekstra til at servere ved siden af i en skål.
- Gør bouillon klar i et målebæger.
- Sæt panden over ved middel varme, og smelt smør og olivenolie på den. Tilsæt de hakkede ingredienser og vend jævnligt rundt i det, indtil de er møre og klare. De må ikke brune! Så hellere skru lidt ned for varmen.
- Skru nu kortvarigt op for varmen og tilsæt risene. Vend hurtigt rundt i et minuts tid – til risene er blevet brandvarme (mærk efter med fingrene, forsigtigt). Hæld så hvidvin over, og ned med varmen igen. Vend rundt, indtil vinen er dampet helt af.
- Tilsæt nu din bouillon – næsten det hele på én gang. Og kig på dit ur. Om ca. 17 minutter har risene fået nok. Du skal bare røre lidt rundt ind imellem, ikke andet. Tilsæt græskarmosen og resten af bouillonen undervejs.
- Test, at risene er møre, men stadig har bid. Al dente. Giv din risotto lidt ekstra vand, hvis den er blevet for tør.
- Tag panden af varmen et par minutter, og tilsæt svampe, evt. smør og parmesan. Smag til med citron, salt og peber (vær varsom med salt, da osten er meget salt).
- Server med revet parmesan, ristede nødder, evt. ekstra svampe og lidt grønt på toppen.
Græskarrisotto på den nemme måde
Jeg har altid lært, at risotto er noget med at stå og røre i evigheder, men sådan foregår denne her græskarrisotto ikke. Belært af en ægte italiener laver jeg den på den nemme måde, hvor risene mere eller mindre passer sig selv på en pande (ja, en pande). De får en omrøring ind imellem, men ellers står de bare og simrer i de 17 minutter, der skal til (nogle gange lidt til eller fra).
Hvis de koger tørre, får de lidt ekstra væde. Færdig med dem.
Hvad kan du ellers bruge græskar til?
Gør alle ingredienser klar først
Det stressende ved græskarrisotto opstår kun, hvis jeg ikke har gjort det hele klar først. Så det er mit bedste råd: Vej af, hak, riv og find frem, før du går i gang med det varme.
Risotto med græskar – og ekstra græskar!
Der er også svampe i opskriften, men dem kan du vælge at springe over – og i stedet gå dobbelt op på græskar:
Bag halvdelen af græskarret, som det er med skærefladen opad – ca. 1/2 time ved 200 grader.
Skær resten af græskarret op i tern, vend dem i olie, salt og peber, og bag dem ved siden af. Brug dem som topping, når du serverer græskarrisottoen. Sørg for, at de tager farve, så de karamelliserer lidt. Det er virkelig lækkert!
Tip: Sådan laver du græskarmos
I ovn, hvis den alligevel er tændt: Skær en butternut squash midt over på langs (eller et hokkaido i kvarte). Fjern kernerne, og pensl med olivenolie. Bag det i ovnen ved 200 grader i 25-35 minutter, til det er helt mørt. Skrab kødet fra skallen med en ske, mos med en gaffel, eller blend det med fx en stavblender. Voilá.
Hvis du laver græskarmos i ovn, kan du evt. skære noget af græskarret i både og bruge dem i til en forret, i tærte eller i en gryderet.
Hurtigst: I gryde. Skræl dit græskar (hokkaido skal ikke skrælles), og skær det i grove tern. Dæk dem med vand i en gryde, og kog dem 15-20 minutter, til de er møre. Dræn vandet fra, og blend med en stavblender.
Et helt græskar giver græskarmos til mange gange risotto, brød, kager, vafler – eller andre ting.
Jeg gemmer græskarmosen i små portioner i fryseren, så jeg kan være lidt spontan med den.
Kære Bodil
Tak for at du har lært mig at spise risotto. Og nu også at lave den. Det smagte dejligt! Og gæsterne var imponerede 🙂
Knus Jane
Tusind tak, Jane! Jeg ved jo, du kan være et beslutsomt væsen, så det må være en ægte kompliment. Godt risottoen gjorde lykke! Knus Bodil