Vintermad kalder på naanbrød – altså, de der lækre indiske fladbrød, der går godt til alle de vintervarme krydderier. Fx i en god butter chicken eller dhal. Og min erfaring er entydig: Naan er bedst tilberedt på panden! Også lidt federe, men skal det være, skal det være godt.
Det lækre brød til indisk mad – og et godt suppebrød
Nu tager jeg for givet, at du vil lave naanbrød som tilbehør, og det måske også dit påskud. Men faktisk kan jeg godt finde på at hapse et nybagt naanbrød uden noget som helst andet end sig selv. Men altså, det indiske fladbrød er som skabt til for eksempel:
- Dhal – med grønsager eller i den hurtigere version
- Suppe! Fx en spicy thaisuppe eller den med kylling og kokosmælk
- Blomkålscurry
- En vegetarisk butter chicken
Skal der klaret smør til naanbrød?
Opskriften er ganske ligetil, og hidtil har jeg også anbefalet at bruge klaret smør. Klaret smør er smør uden mælkepartikler, og pointen er, at når du bager – eller steger, altså – dine naanbrød på pande, så får de en hård varme. Det kan få mælkepartiklerne til at branke. I min visdom anbefalede jeg derfor at klare smørret.
Men hallo.
Der er yoghurt i naanbrød, og sjovt nok skulle der en kemiingeniør (min søster) til at minde mig om, der nok også er mælkepartikler i yoghurt. Og så er vi jo ligesom lige vidt med det der klarede smør. Jeg kommer i hvert fald ikke til at bage mine naanbrød uden yoghurt – så er det ikke naanbrød længere.
Det bliver min datter glad for at læse, for hun gider i hvert fald ikke klare smørret. Eva, det behøver du heller ikke. Bare vær lidt varsom med varmen på panden. (Og Eva er for øvrigt også kemiingeniør – lige som min far var. Det hænger ved).
Tak til min søster, der er hermed har løst os fra det klarede smør ;-)
Hej Bodil.
Jeg sagner tykkelsen på naanbrødet som skal rulles ud.
Venlig hilsen
Troels Bork
Hej Troels, uh, det synes jeg er svært at måle. Men hvis du deler dejen i 6 og ruller dem ud til en diameter på 16-17 cm, så vil jeg mene, det passer meget godt. Som jeg skriver i opskriften, er mine dråbeformede og ca. 14 * 20 cm – det kan du også gå efter :-) Håber det hjælper lidt! Kh Bodil