
Tærte med asparges er en lækker madtærte – på den nemme måde. Lav den til frokost eller aften, og server en god salat til. Så nemt, så lækkert.
Aspargestærten er med fyld af hytteost, vesterhavsost og pesto (gerne ramsløgpesto i sæsonen) – og den har også fået lidt spinat i bunden. Du behøver ingen tærteform, for du kan lave den direkte på bagepapiret på din bageplade.
En tærte med asparges, der altid bliver sprød
Min aspargestærte har været i skole hos mine galetter – og der har den lært, at tærtebunden bliver sprødest (og ikke våd og sjasket), hvis den bliver bagt på metal. Ikke i en tærteform af keramik eller porcelæn. Pæne er de, men velegnede til tærter er de faktisk ikke. Tærten har det med at blive blød i bunden.
Og når man er lidt doven, hvilket jo kan ske for de fleste – så er det nemmeste at lave aspargestærten som en galette: Bage den direkte på bagepladen (bagepapir, bevares) og bare folde kanten lidt ind. Bingo – sprød tærtebund og ingen tærteform at vaske op bagefter.
Forklaringen på, at tærten bliver bedst bagt på pladen eller i en metaltærteform er den enkle, at metal leder varmen bedre end porcelæn og keramik. Så tærten får nærmest skorpe i stedet for at stå og koge i væden fra fyldet.

Når asparges er i sæson …
Hvis du elsker asparges, kan du også smutte forbi et par andre retter med asparges. Prøv for eksempel:
- Tortilla med asparges – virkelig nem!
- Aspargessalat med parmesan
- Aspargessalat med råsyltede rabarber og peanutdressing
Hej
Kan man lave galletterne dagen før og lune dem i ovnen?
Vh. Camilla
Hej Camilla, det kan du sagtens. Bare vær opmærksom på, at du ikke bager dem for hårdt og luner for længe – så de tørrer ud (de kan ikke tåle helt så meget som en tærte, der jo er lidt tykkere).
God fornøjelse!
Kh Bodil