
Kyllingefrikadeller skal smage af noget, og samtidig har jeg jo et motto om at gøre maden lidt grønnere. Så her får du krydrede kyllingefrikadeller, hvor jeg sniger lidt gulerødder og forårsløg ind også.
Jeg synes, fjerkræ svinger rigtig godt med både paprika, hvidløg og estragon – noget jeg har lært af min far, faktisk. Selvom han i hele min barndom ikke lavede meget andet end te og ristede kryddere i et køkken, blev han virkelig skarp på sine gamle dage. Denne her krydring er bare en af hans opfindelser, og jeg er fan. Prøv selv.
Kyllingefrikadeller i ovnen – eller på panden?
Er du typen, der ikke orker at vende frikadeller, der sprøjter – og bagefter stå med en fedtet pande og et fedtet komfur? Så lav kyllingefrikadellerne i ovnen!
Omvendt, er du typen, der ELSKER stegeskorpe, så tager du nok gerne opvasken – og laver dem på panden. Op til dig :-)

Tilbehør til kyllingedeller?
Mere grønt, er nok mit første svar. På billederne kan du se en nem grøn salat med spidskål, spinat, agurk, avocado og min klassiske olie-eddikedressing.
Måske vil du også lave noget ekstra mættende som kartofler og brød. Og endelig en dip eller sauce.
Her får du et par forslag:
- En græsk kålsalat, en grønkålssalat med bagte gulerødder eller – i sæsonen – en frisk kartoffelsalat
- Ovnbagte rodfrugter eller kartofler. Eller måske nogle flutes eller græske fladbrød.
- En nem dip af græsk yoghurt, der er rørt med lidt hvidløg og frisk mynte.