Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page

Frijoles - mexicanske enchilladas med vegetarisk bønnefyldFrijoles betyder bare bønner på spansk, men når man får frijoles i Mexico, får man ikke helt bare bønner. Man får bønner med smag – løg, hvidløg, spidskommen, oregano. Cremet og lækker, som bønner bliver, når man tålmodigt koger dem længe nok.

Hvis du har været i Mexico – eller på en nogenlunde autentisk mexicansk restaurant – så har du sikkert også fået frijoles – og indrømmet, det er ikke synet, der sælger. Men hvis du kan elske alle mulige andre typer bønnehejs (hummus, mexicansk hummus osv.), så klarer du det nok også denne gang.

Tip! Pak dine frijoles pænt ind

Hvis du vil pynte lidt på dine frijoles, så snup tricket her og pakke dem pænt ind i enchiladas. Giv dem en tur på grillpanden. Og vupti. Så er det pludselig en helt anden sag! De bliver også lidt sprøde, og det er lækkert. Du kan også bruge en almindelig pande – de bliver lige så sprøde.

Server med noget godt grønt – for eksempel ovnbagte auberginer, avocados og en frisk tomatsalsa. Eller prøv med guacamole. Og husk et dryp lime. Så er der ikke et øje tørt.

… og til madpakken

Hvis du har adgang til en brødrister til frokost, så er enchiladas med frijoles et virkelig godt indslag i madpakken. Bare pak dem hjemmefra, og giv dem en tur på risteren, når sulten melder sig. Sprøde og lune, haps!

Opskrift på frijoles - mexicanske enchiladas med vegetarisk bønnefyld

Aftensmad

Rækker til: 4

Du skal bruge:

  • 480 g drænede kidneybønner (svarer til 2 dåser - eller 200 g tørrede, du selv bløder op og koger)
  • Salt til kogevandet - hvis du koger selv
  • 1 stort løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 tsk oregano
  • 1,5 tsk spidskommen
  • 1 tsk salt
  • limesaft efter smag

Til stegte enchiladas også:

  • To mexicanske enchiladas pr. person
  • evt. revet ost, fx cheddar

Sådan gør du:

  1. Med tørrede kidneybønner: Sæt bønnerne i blød i rigeligt vand, i 6-8 timer eller natten over.
  2. Hæld vandet fra bønnerne, og kog dem med frisk vand og salt - gerne lidt længere, end der står på posen (jeg kogte mine i 1 time og 20 minutter). Lad dem køle af.
  3. Hak løg og hvidløg. Varm olien på en pande, og vend løg og hvidløg rundt, til de er møre - ikke brune.
  4. Hæld nu kogevandet fra bønnerne, men gem noget af det. Mos bønnerne enten i en foodprocessor (hvis du vil have en helt jævn, hummus-agtig konsistens) - eller med en gaffel, hvis du godt kan lide lidt bid.
  5. Bland det hele på panden, og tilsæt lidt af kogevandet, til du har den konsistens, du helst vil have. Smag til med lime.
  6. Fordel et par skefulde frijoles på det halve af en enchilada (eller tortilla, om du vil). Drys evt. med revet ost. Fold sammen, pensl med lidt olivenolie og giv den et par minutter på hver side på en grillpande. Server!

Tip: Enchiladas med smeltet ost …

Hvis du er søndagssulten – trænger til lidt salt – så drys lidt revet cheddar på dine frijoles, inden du klapper enchiladaen sammen. Osten smelter, når du steger enchiladaen på panden – behøver jeg at sige mere?

Frijoles – ikke at forveksle med mole

Da jeg kom til Mexico første gang, havde jeg sådan glædet mig til at få frijoles i tide og utide (bortset fra, at der ikke findes utide for mig). Det. Fik. Jeg. Ikke. I stedet fik jeg ‘mole’ til alting, og selvom det også indeholder en del bønner, så er det ikke det samme!

Frijoles kan faktisk redde et måltid for mig, selvom det ikke ligefrem er det kunstneriske indtryk, der vinder mit hjerte. Det smager bare hamrende godt, og det mætter på den virkelig dejlige måde. Ikke tungt, bare behageligt og længe. Men der er også godt med protein i frijoles. Og altså smag, den rigtige smag!

 

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *