Græsk kartoffelfad - vegetarret med kartofler
Vil du ha' flere opskrifter i samme stil?

Du kan vælge mellem to nyhedsbreve - direkte i din indbakke. Vil du se?

Græsk kartoffelfad – vegetarret med kartofler

Græsk kartoffelfad er en supernem vegetarret, der smager af sol og græsk sommer. Hvis du elsker græske kartofler, men gerne vil ha' lidt mere protein og smag i din aftensmad, så er det noget for dig.

Plademad: Nem vegetarisk aftensmad

Jeg serverer retten i et fad, men egentlig er det plademad: En nem vegetarret lavet på bagepladen i ovnen. (Det lyder mere smart på engelsk, hvor man siger sheet pan dinner …)

Og opskriften på kartoffelfad er en af dem, der ikke kræver den store indsats eller tankevirksomhed: Hak nogle grønsager, krydr dem godt og lad dem hygge sig i ovnen. Server med lidt friske tomater, persille og måske lidt feta. Bum.

I praksis kommer det lidt i etaper:

  • Kartoflerne først. De skal have længst tid i ovnen.
  • Imens gør du auberginerne klar og sætter dem ind også.
  • Og til sidst vender du løg og oliven i sammen med butter beans.
Græsk kartoffelfad - vegetarret med kartofler

Græsk kartoffelfad

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 40 minutter
Samlet 50 minutter
Giv de første stjerner!
Græsk kartoffelfad er en slags græske kartofler med ekstra grønsager og ekstra protein. Server med en dip, og lykken er gjort.
Antal: 4 personer

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

Til kartofler og grønsager skal du bruge:

  • 700 g kartofler (med skræl)
  • 6 spsk olivenolie
  • 2 spsk middelhavskrydderi (købt eller hjemmelavet)
  • 1 aubergine
  • 1 fed hvidløg
  • 1 rødløg (stort)
  • 1 dåse butter beans (drænede, ca. 230 g)
  • 100 g sorte oliven
  • salt og friskkværnet peber (hvis det ikke er i din krydderiblanding)

Til servering:

  • 100 g cherrytomater (i halve)
  • 100 g feta (evt.)
  • 1 bundt bredbladet persille (eller mynte)
  • ½ citron (i både)

Sådan gør du: 

  • Tænd ovnen på 210 grader varmluft.
  • Skur kartoflerne, og skær dem i både. Vend dem rundt med 2 spsk olivenolie og 1 spsk krydderiblanding. Fordel på et stykke bagepapir på en plade, og sæt i ovnen. Giv dem 30 minutter – imens:
    Græsk kartoffelfad - vegetarret med kartofler
  • Skær aubergine i grove tern (2*2 cm), og vend dem med 2 spsk olivenolie, hvidløg, salt og peber. Fordel på bagepapir på en plade, og sæt også dem i ovnen. De skal have 15 minutter til en start.
  • Skær løg i brede både. Vend løgbåde, de drænede butter beans og oliven med 2 spsk olivenolie og 1 spsk græsk krydderi. Når auberginerne har fået ca. 15 minutter, vend løgblandingen sammen med dem, og bag videre i 12-15 minutter. Vend evt. lidt rundt undervejs.
    Græsk kartoffelfad - vegetarret med kartofler
  • Når både kartofler og grønsagsblanding er færdig – vend dem let sammen i et stort fad. Pynt med små tomater i halve, frisk persille eller mynte, og smuldr evt. lidt feta over.
  • Server evt. med valgfri dip.

Muttis tips

Server fx kartoffelfadet med enten fetacreme eller tzatziki.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Print
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Lav kartoffelfadet med nye kartofler

Hvis det er sæson for fantastiske nye kartofler, vil jeg ikke smide dem i ovnen. I stedet kan du koge dem nænsomt, krydre de øvrige ingredienser lidt mindre spicy og vende det hele med masser af friske krydderurter som dild, purløg og persille. Lidt ekstra olivenolie og citron, så skulle den være hjemme.

Græsk kartoffelfad – eller græsk salat med kartofler?

Jeg laver den enkle græske ret på to plader i ovnen – en med kartoflerne, og en med alt det andet. Så alt i alt får du en skøn vegetarret med:

  • Kartofler
  • Auberginer
  • Løg
  • Oliven
  • Butterbeans
  • Og oliven.

Det hele er rigtig godt krydret med en hjemmelavet græsk krydderiblanding. Du kan også bruge en anden god middelhavsblanding.

Hvis du vil tippe retten lidt mere i retning af en græsk salat med kartofler, så tilsæt også agurk og evt. rød eller grøn peber sammen med de friske tomater.

Du kan naturligvis også gå modsat og servere kartoffelfadet med en ægte græsk salat!

Græsk salat – den ægte (med tips)
En ægte græsk salat med græsk feta og aromatiske tomater – den smager af sommer. Server den som forret eller tilbehør.
Gå til opskrift
Græsk salat - den ægte

Hvilken dip passer til græsk kartoffelfad?

En god dip gør bare det hele lidt bedre – især når vi taler kartoffelfad i ovn, hvor noget cremet og syrligt spiller perfekt op mod de gyldne kanter og krydrede grøntsager. Tzatziki er selvfølgelig en klassiker – og jeg elsker at røre en version med både agurk og finthakket mynte eller dild. Det giver lige et ekstra frisk pift, især på varme dage.

En anden favorit herhjemme er fetacreme. Jeg blender feta med en smule græsk yoghurt, lidt citronskal og et drys oregano – og hvis jeg har basilikum eller bredbladet persille, ryger der også en håndfuld i. Det bliver grønt, cremet og vanedannende. Og ja, man må gerne dyppe kartoflerne direkte – der er ingen regler, kun god smag.

Lækker tzatziki til græsk mad
En lækker cremet tzatziki får din græske mad til at smage endnu bedre. Du kan lave den i forvejen, og den holder fint et par dage i køleskabet.
Gå til opskrift
Tzatziki – tilbehør til græsk mad

Rester af græsk kartoffelfad? Ja tak!

Hvis du er så heldig at have rester, så gem dem endelig. Et græsk kartoffelfad smager faktisk lige så godt dagen derpå. Stil resterne i en lukket beholder i køleskabet – de holder sig fint i 2-3 dage. Når du skal lune dem, kan du give dem et hurtigt svirp i ovnen (180 grader varmluft, ca. 10-15 minutter), så kartoflerne igen får lidt kant. Du kan også varme det hele på panden med en ekstra sjat olivenolie. Nemt!

Giv resterne nyt liv

Et restekøleskab er tit nøglen til kreativ madlavning, og her er kartoffelfad i ovn altså en gave. Du kan forvandle resterne til en frokostsalat med lidt frisk spinat og en klat yoghurt- eller tahindressing. Eller kom dem i en pita med lidt grønt og en god dip – så har du et hurtigt måltid. Og skulle du stå med bare en lille rest, så er den genial som tilbehør til et spejlæg, morgenmad eller sammen med andre rester. Der er med andre ord ikke noget, der går til spilde.

Græsk kartoffelfad - vegetarret med kartofler
Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse: