Følg med her:
Thai hummus med peanutbutter og soya
Er du sådan en, der altid lige kan bruge en ny smag i en hummus? Det er jeg. Og her er sådan en peanutbutter-hummus et lækkert bud. Ikke helt som almindelig hummus, men alligevel …
Hvor en almindelig hummus er lavet på tahin (og næsten er tahindressing tilsat kikærter), så er thai hummus lavet på peanutbutter. Og den er til gengæld næsten en peanutbutter dip tilsat kikærter.
Men der skal jo mere til, før man kan kalde sig thai. Så den har også fået både soya, chili, ingefær og lime – og så selvfølgelig hvidløg.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 240 g kogte kikærter (fx 1 dåse, drænet vægt)
- 3 spsk peanutbutter (creamy eller crunchy)
- ½ spsk soya (alternativt tamari)
- 1 spsk frisk ingefær
- 1 fed hvidløg
- ½ frisk rød chili (tjek, hvor stærk den er)
- 2 limes (2,5 spsk limesaft)
Sådan gør du:
- Dræn kikærterne, og skyl dem i en sigte. Pres hvidløg, riv ingefær fint, og fjern frøstanden fra chilien. Pres ca. 2,5 spsk limesaft.
- Blend alle ingredienser. Brug din foodprocessor, hvis du har en. Ellers kan en stavblender og en stor skål også klare det. Spring blenderglasset over – det giver kun bøvl.
- Tilsæt vand, hvis hummus’en bliver for tør.
- Smag til! Mere lime, soya? Eller mere ingefær og chili? Din thai hummus skal passe til dine smagsløg.
- Server med lidt usaltede peanuts og koriander – og hvad du ellers har lyst til. Fx naan eller grønsagsstave.
For mig er thai hummus næsen slik – selvom den ikke har set skyggen af sukker. Den er ganske enkelt en uimodståelig snack, når jeg kommer hjem sidst på eftermiddagen – med fx pitabrød, arabiske fladbrød, mit gode knækbrød med kerner. Men som al anden hummus går den også fremragende som spread til sandwiches og wraps. Eller som tilbehør til din thai-inspirerede aftensmad. Eller bare med grønsagsstave i lange baner.
Du kan lave den chunky som på billedet eller bruge tippet om natron. Det gør din hummus helt silkeblød og cremet.
Du skal bruge en eller anden slags blender eller foodprocessor, men jeg har i mange år klaret mig fint med en stavblender – mere teknisk er det ikke.
Hummus i fryseren
Du kan forlænge holdbarheden af din thai hummus ved at fryse den ned i små portioner. Limesmagen bliver lidt tam af det, så du skal nok tilsætte lidt frisk lime, når du tager den op.
Hummus holder sig fint i køleskabet en lille uges tid.