Salat med bagt knoldselleri er en god vintersalat, der passer godt som tilbehør til fisk, vildt og vegetarbøffer. Eller som selvstændig ret.
Knoldselleri er ikke min mest brugte ingrediens i salat, men en salat med bagt knoldselleri og æbler får det bedste frem i den.
Selleri-salat – smager af efterår
Selleri-salaten havde rumsteret i mit hoved, siden jeg fik en forret med bagt knoldselleri i eftersommeren. Den bløde bagte knoldselleri går utrolig godt i spænd med årstidens sprøde danske æbler og knasende, ristede hasselnødder. Her har salaten også fået en god portion protein i form af belugalinser. En håndfuld persille giver smag af haven, og det hele er vendt i en simpel, syrlig-sød sennepsdressing.
Brug den som en let selvstændig ret – eller som tilbehør.
Salat med bagt knoldselleri og æbler
Forb. tid 10 minuttermin
Tilb. tid 30 minuttermin
Samlet 40 minuttermin
Giv de første stjerner!
En rigtig efterårs- og vintersalat, der passer godt til både fisk og de tungere retter. Bliver der en rest, er det en fremragende måltidssalat.
Skrub knoldsellerien, og skræl den, fx med en tyndskræller. Skær den i tern på 1-1,5 cm. Pil løgene, og skær dem i brede både. Bland det hele med olie, salt og peber, bred det ud på to stykker bagepapir, og bag det i ovnen ved 200 grader i ca. 25 minutter, til knoldsellerien har taget lidt farve.
Imens: Kog belugalinserne i rigeligt, let saltet vand i ca. 15 minutter. Dræn dem, og køl dem af.
Når sellerien er færdig: Rist nødderne i ovnen ved eftervarmen i 10 minutter. Derefter: Hak dem meget groft.
Ryst dressingen sammen. Eller brug min olie-eddikedressing, den er også supergod til.
Skyl persille og æbler. Pluk persillen af stænglerne, og snit æblerne i tern. Vend straks æblerne i dressingen.
Når alle ingredienser er klar og kølet lidt af: Vend selleri, løg, belugalinser og det meste af persillen i æbler og dressing. Fordel salaten på et fad, drys med den sidste persille og de hakkede nødder. Spis!
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!
En god salat til fisk og vildt
Jeg elsker salater, og jeg elsker fisk, men det er sjældent, jeg synes, en salat passer til fisk. Det gør denne her! Det hjælper at bage eller stege grønsagerne, synes jeg – som jeg fx også gør i min bagte græske salat eller mine pandestegte auberginer og svampe med ingefær.
Da vi kom til at tale om tilbehør til en dyrekølle, faldt tanken også på sellerisalaten. Dog uden belugalinser.