Følg med her:
Norske klejner med gær – julens donuts
Drømmer du om de bløde, tykke klejner fra bageren, så er opskriften her: Norske klejner bagt med gær og med den himmelske smag af citronskal og kardemomme.
Og jeg retter mig selv med det samme – de norske klejner er ikke bagt, men kogt i olie. Mere om det nedenfor.
Norske klejner med gær
I min familie har vi altid bagt klejner på den klassiske danske facon – uden gær – men jeg har altså et crush på den norske klejner, der er bagt med gær. Hos os hed de Karlas gærklejner, fordi min mor fik opskriften af Karla, der boede på en gård i nabobyen. Og så vidt jeg ved, er det ikke en ting, der kommer fra Norge, så hvor der ‘norske’ lige kommer ind i billedet – det ved jeg ikke.
Nå, men jeg har leget lidt med opskriften, inspireret af mine amerikanske donuts, så det er måske snarere amerikanske klejner? Anyways, så har de selvfølgelig fået citronskal og kardemomme!
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 10 g gær
- 1 dl mælk
- ½ dl vand (varmt)
- 2 spsk sukker
- 1 tsk stødt kardemomme
- ½ økologisk citron (fintrevet skal)
- ½ tsk salt
- 1 æg
- 250 g mel
- 50 g smør
Til kogning:
- 1000 g neutral olie til at koge i (rapsolie, palmin eller kokosolie uden smag)
Til glasuren skal du bruge:
- 100 g flormelis
- citronsaft
- evt. gul frugtfarve
Sådan gør du:
- Riv citronskallen fint. Opløs gæren i mælken. Tilsæt så det varme vand, sukker, kardemomme, fintrevet citronskal, salt, æg og mel. Rør dejen godt. Tilsæt så smør i tern og rør, til smørret er fordelt. Lad dejen hæve lunt, gerne et par timer.
- Ælt dejen igennem, og rul den ud i en firkant på 25*20 cm, 1 cm tykkelse. Skær dejen ud i rektangler på ca. 5 x 10 cm med en klejnespore eller pizzaskærer. Lav et snit i midten, og vrid den ene ende af klejnen gennem snittet.
- Varm olien op til ca. 180 grader, og kog klejnerne i 2-3 minutter, til de er lysebrune. Læg dem på et stykke fedtsugende papir (fx avispapir dækket med køkkenrulle).
- Rør glasuren sammen i en skål, og fordel oven på klejnerne, når de er kølet af. Du kan evt. bruge en sprøjtepose med tyndt hul.
Norske klejner er bløde, tykke klejner
Norske klejner er noget for dig, der står og trykker næsen flad mod bagerens montre, hvor de bløde tykke klejner ligger og koster mere, end i hvert fald jeg har lyst til at betale. Når jeg bager selv, regner jeg ikke på prisen, og det er måske meget godt …
Du får en blød og sej, tyk klejne – i stil med donuts – og hvis det skal være helt klassisk, skal den have citronglasur (som du kan give et skud gul frugtfarve, hvis du vil). Citronglasuren fik en klar thumbs-up (eller snarere 10 fingre ned i) af mit barnebarn, så den er også børnevenlig, kan jeg konstatere.
Hvilken olie til klejner?
Traditionelt har man kogt klejner i palmin (eller svinefedt!), men hvad er egentlig forskellen på de forskellige typer olie?
- Palmin er kokosolie, der er oprenset og bleget. Et industriprodukt, der typisk vil være billigere end økologisk kokosolie.
- Almindelig kokosolie er plantefedt fra kokospalmen – det har en lidt karakteristisk duft af kokos. Derfor synes jeg ikke, det går så godt til klejner.
- Kokosolie uden smag. Fås vist kun økologisk – velegnet til klejner.
- En anden neutral olie, fx raps.
Når man typisk har brugt palmin eller kokosolie, er det fordi kokosoliens høje indhold af mættede fedtstoffer gør olien meget modstandsdygtig over for opvarmning. Og ja, olien skal jo varmes godt op (180 grader ca.)
Svinefedt kunne jeg ikke drømme om at bruge, da jeg ikke spiser svin overhovedet. Du gør, som du synes.
Flere julekager med gær?
Elsker du at bage gærkager til jul, får du lige nogle ekstra forslag her: