Følg med her:
Åbne fastelavnsboller med marcipanremonce – de bedste!
I min familie kalder vi de åbne fastelavnsboller med marcipanremonce 'verdens bedste'. En sød, blød bolle, fyldt med snasket remonce.

Hvilken slags fastelavnsboller mon du altid går efter? Creme eller ej? Marcipan eller ej? Nem eller ej?
De åbne fastelavnsboller med remonce har alle dage været min favorit. En rigtig snasket bolle fyldt med smeltet marcipanremonce og rigtig simpel at lave. Den kan jeg ikke modstå.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
Til dejen skal du bruge:
- 500 g proteinrigt hvedemel (se tip)
- ½ tsk salt
- 50 g sukker
- 250 g smør (stuetemperatur)
- 2,5 dl mælk
- 40 g gær
Til marcipanremoncen skal du bruge:
- 65 g sukker
- 65 g marcipan
- 65 g smør (stuetemperatur)
Til pynt og drys:
- 1 æg
- 10 mandler
- perlesukker (eller rørsukker)
Sådan gør du:
- Bemærk, at alt smør skal have stuetemperatur.
Dejen:
- Hæld mel, salt og sukker i en røreskål, og smuldr smørret heri, til det ligner revet ost.
- Opløs gæren i en sjat af mælken, lav en fordybning i melet og hæld mælk og gærblanding herned. Bland så forsigtigt det hele sammen og ælt dejen blank. Lad dejen hvile, mens du laver fyldet.
Marcipanremoncen:
- Riv marcipanen groft, og bland med sukker og smør i en skål. Pisk dem sammen med håndmixeren, eller ælt med hænderne, til massen er jævn.
- Sæt to bageplader klar med bagepapir.
- Se her, hvordan du former fastelavnsbollerne. Eller læs videre.

- Del dejen i 20 lige store stykker, og rul dem til boller.

- Lav en fordybning i hver boll

- Put en skefuld marcipanremonce i.

- Klem bollen til.

- Lad bollerne hæve en lille times tid. Hak mandlerne imens.
- Tænd ovnen på 200 grader.
- Pensl bollerne med æg, drys med hakkede mandler og sukker (i den rækkefølge).

- Når ovnen er helt varm: Sæt bollerne ind, og bag dem ca. 10 minutter, til de er fine og gyldne. Hold øje – måske bager din ovn ikke helt jævnt (det gør min ikke), så måske skal de vendes lidt rundt eller nogle tages ud før resten.

Muttis tips
Hvilken fastelavnsbolle vil du ha’?
Så nåede vi frem til årets første store slag. Og nej, det er ikke det slag, der bliver slået på tønden til fastelavn. Det vigtige slag er jo det, der handler om fastelavnsbollerne. For skal det være gammeldags fastelavnsboller med creme – eller skal det være de her snaskede åbne fastelavnsboller med marcipanremonce?
Heldigvis er det et af de slag, der hurtigt kan afgøres – eller aflyses – for man kan jo bare bage begge dele. Og der ender det som regel.
Verdens bedste fastelavnsboller – hvis du spørger mig
Fastelavnsboller med marcipanremonce er altid blevet kaldt Verdens bedste i min familie. Ikke uden grund. En fed, sød gærbolle med snasket marcipanremonce i midten bare er toppen af nydelse. Især når den er lidt lun.
Åbne fastelavnsboller er hurtigt og nemt …
Heldigvis er den virkelig simpel at lave. Når jeg bager med denne her fede dej, går jeg ikke så meget op i hævetider og planlægning. Og modsat cremebollerne, så bliver fyldet altid i de åbne fastelavnsboller. Hullet er nemlig opad.
Der går max halvanden time fra lysten melder sig til bollerne står på bordet. Eller ligger i maven 🙂
Der går også max halvanden time, før de er væk …

Ka’ du li’ cocktailbær?
I den oprindelige opskrift fra min mor var der både rosiner, sukat og cocktailbær i dejen. Lidt som boller til en helt anden højtid (den med træ, hjerter og stjerner). Det vil jeg nok stadig foretrække, men af hensyn til mine rosin-, sukat- og cocktailbærforskrækkede unger har jeg fjernet den slags uhyrligheder fra de boller, du ser her. Men hvis du er til den slags – så får du min varmeste anbefaling!
Tip: Fastelavnsboller på frost?
Du kan sagtens fryse fastelavnsbollerne ned, hvis der skulle blive en rest. Hvis du ikke spiser dem med det samme, så lun dem lidt i ovnen, inden du serverer. Bollerne holder mindst 3 måneder i en dybfryser (-18 grader).
Du kan nemt varme bollerne bare i mikroovnen, da de ikke skal være sprøde. Ca. 30 sekunder pr. bolle.
Andre fastelavnsboller?
Så er der jo også dem med creme …

















