
Kyllingetærte er en klassiker i mit køkken, og bare lige tjek listen her – så tror jeg, du kan se hvorfor: Kylling. Parmesan. Soltørrede tomater. Oliven. Tærte. Umami med umami på, og svært at se, hvorfor man ikke skal elske kyllingetærte, når det er på den måde. Jeg skulle også skynde mig med kameraet, før den blev spist.
Madtærte, nu med kylling
For det meste bager jeg faktisk mine madtærter vegetarisk, men der er et par undtagelser: Kyllingetærten og laksetærten. Kyllingetærten har den ekstra fordel, at du kan bruge kyllingerester i tærten – faktisk er den allerbedst med nogle af de mere ukurante stykker på en kylling. Det, der er nemt at pille af med fingrene, når det er kølet af – fx fra overlårene.
Hvis du ikke har en rest kylling, kan du nemt koge nogle overlår. Bare fjern skindet, hæld vand, urtebouillon og evt. en suppevisk ved. Kog dem ved svag varme i ca. 30 minutter. Lad dem køle af, og pil kødet fra benene.
Og så bliver der også kyllingefond til en suppe :-)
Vent lidt med at skære din kyllingetærte …
Husk en ting med tærter: De dufter helt fantastisk, når de kommer ud af ovnen, og hvis maven knurrer, er det ret svært ikke bare at kaste sig over dem. Men det gælder med kyllingetærte som med alle andre madtærter: De er bedst, hvis man lige lader dem hvile i et kvarters tid. Faktisk samler de sig allerbedst til i morgen.
Nå, men sådan skulle det ikke gå. Se, hvor længe, du kan holde fingrene fra denne her …