Følg med her:
Butterdej med asparges og tomater
Butterdej med asparges og tomater er virkelig en nem og smuk tærte. Glæd dig også til smagen af parmesan og basilikum!

Butterdejstærte er et godt trick, når aftensmaden skal gå lidt tjept. Her får du butterdej med asparges og tomater, bagt som små tærter på en bund af blendet hytteost, parmesan og basilikum.
Butterdej med asparges – sprøde små tærter til sommermaden
Det startede på Bornholm – en uge i sommerhus, hvor vi fik spontant besøg. Så blev aftensmaden også lidt spontan med det, der var i køleskabet.
Og nej, det er ikke helt den version, du får her, men jeg havde blandt andet hytteost, parmesan og basilikum, og det blendede jeg med et æg til en ganske lækker æggemasse. Vores spontane gæst afbrød i hvert fald lige så spontant vores snak for at sige: Hvad er dét? Det smager virkelig godt!
Hjemme igen har jeg skiftet fyldet til asparges og tomater, som passer genialt sammen med det lidt pesto-agtige hytteostfyld.
Butterdejstærte på bare 30 minutter
Butterdejstærter er i det hele taget lidt af et smart trick, når menuen skal gå lidt hurtigt. De smager af ekstra omhu – men de er faktisk klar på lige godt en halv time. Jeg bruger dem både til frokost, som let aftensmad og som en del af en slags sommer-tapas. Nåja, og så går de også godt som en lille appetitvækker eller forret.
Og ja, butterdej er lidt af et smørchok (nej, faktisk margarinechok – de fleste typer butterdej er ikke lavet med smør, selvom navnet lyder sådan). Men okay, det er også det, der giver den der uimodståelige sprødhed, der er svær at slå. Så nogle gange bliver det et pyt herfra. Butterdej er bare den ekstra hurtige, ekstra sprøde erstatning for en tærtedej. Og den griber jeg altså nu og da, ikke mindst om sommeren, når jeg ikke gider stå for længe i køkkenet.
Du kan få butterdej med asparges i ovnen på et kvarter – og lave en salat, mens de bliver bagt. Så er der mad på lige godt en halv time.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 1 rulle butterdej (275 g)
- 1 æg
- sesamfrø (evt.)
- 1,5 dl hytteost
- 1 bundt frisk basilikum
- 50 g parmesan
- 100 g mozzarella
- 150 g asparges
- 100 g cherrytomater
- 15 g pinjekerner
Sådan gør du:
- Bred butterdejen ud på et stykke bagepapir, og skær den op i 8 firkanter. Rids et lille overfladisk snit langs alle kanter – undgå at skære igennem dejen.

- Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
- Pisk ægget sammen, og pensl alle kanter. Drys med sesamfrø. Brug resten af ægget i fyldet.

- Ryk nu de 8 stykker lidt fra hinanden, så der er 1-2 cm imellem dem.Det viser jeg IKKE på billederne – men der er altså en god idé!
- Pluk de fleste blade af basilikumstilkene. Skær parmesan i tynde skiver. Kør hytteost, basilikum, parmesan og resten af ægget i en minihakker.
- Spred hytteostfyldet ud på de 8 små tærter – kun til kanten.

- Fordel mozzarellaen over i små klatter.

- Knæk asparges, og skær dem i mundrette stykker. Halver tomaterne. Fordel dem på tærterne. Drys pinjekerner over.

- Bag butterdejstærterne i ca. 20 minutter – til kanterne er gyldne, og fyldet er fast. Server dem med lidt frisk basilikum.
Hytteost og parmesan – et grønt twist på den klassiske tærte
I stedet for en klassisk æggemasse bruger jeg her en blanding af hytteost, parmesan og basilikum – blendet hurtigt sammen, så det bliver cremet og smagfuldt. Det gør tærterne lidt lettere og friskere i smagen, men stadig med masser af fylde og umami.
Hytteosten nærmest smelter sammen med osten og urterne og giver bare en lækker konsistens og lidt ekstra protein med i pakken.

Asparges i sæson – og tomater med sødme
For mig er asparges en af forårets og sommerens største glæder i køkkenet. Når de først dukker op, er de på menuen flere gange om ugen – både rå i salater, bagte, grillede, på pizza og som her: I små butterdejstærter.
Jeg knækker den nederste træede del af og skærer resten i mundrette bidder. Så får de lige præcis den varme i ovnen, der skal til for at gøre dem møre – men stadig med lidt bid. Tomaterne giver både sødme og syre, og det hele får lige lidt ekstra mmm-effekt med sprøde pinjekerner og frisk basilikum på toppen.

Andre bud på nem sommermad?
Det behøver ikke være sommer, for at man kan servere sommermad. Men her får du et par bud på retter, der både strutter af sommerens høst og er nemme at lave.
Du kan også se alle sommer-opskrifterne her.
Og glem ikke salaterne. Sommersalaterne finder du her.


















