
Det er ved at være tradition, at min ældste holder sin fødselsdag i sommerhuset med hele familien – og det er vist lige så meget en tradition, at jeg bidrager med et hjemmebagt koldhævet foccacia. Eva har fødselsdag i juni, og vejret har været med os hvert år, så vi tænder op i grillen. Og focaccia er bare et supergodt madbrød til grillmad.
Jeg bager koldhævet focaccia i bradepande, fordi jeg så også nemt kan lade det hæve i formen natten over.
Og hvorfor koldhæver jeg det? Fordi brødet bliver saftigt, holder sig længere og udvikler den skønneste smag! Og så er det virkelig nemt.
Hvor mange bliver mæt af en focaccia i bradepande?
Hos os rækker brødet til ca. 10 voksne og to små. Men det er vist kun fordi:
- Vi er flest kvinder – og der er altid et par brødforskrækkede iblandt. Hvis vi kun var mænd, skulle jeg bage to!
- De små har hidtil været så små, at de ikke rigtig tæller med.
- Det er altid ‘bare’ en frokost.
- Og Eva virkelig er dårlig til at begrænse sig! Der er både kød, fisk, halloumi, auberginer og asparges på grillen – plus en fuldfed tzatziki og salater ved siden af. Og nogle gange en lille forret og altid en dessert! Pyha, så er vi også mætte!
Hvis du bager en bradepande foccacia til en mere almindelig middag, vil jeg tro, det rækker til 6-8 personer.
Koldhævet foccacia smager godt til – nærmest alt!
Focaccia er ikke det sundeste brød, du kan bage – med masser af hvidt mel og godt fedtet ind i en god olivenolie. Men så kan du jo servere noget sundt sammen med dit italienske madbrød:
- Grillede grønsager eller magert kød
- En god kålalat
- En italiensk suppe – fx minestrone
- Noget godt sandwichfyld – fx avocado og hummus

Skal der surdej i?
Jeg har altid en surdej i gang, og derfor tilsætter jeg næsten altid lidt surdej til min dej. Surdej gør, at dejen fermenterer, og det er godt nyt for din mave. Det hjælper nemlig med at nedbryde stivelsen, så din mave ikke kommer på så hårdt arbejde.
Surdejen giver også brødet en ekstra syrlighed – hvis du spiser ude en gang i mellem, har du måske bemærket, at mange restauranter bruger netop den type brød på bordet. Det er uimodståelig lækkert, og det passer godt til mad.
Koldhævet foccacia – eller focaccia?
Ja, man ser knap forskellen, men det er åbenbart ikke kun mig, der bøvler med den italienske stavning. Faktisk staves det focaccia, men jeg kan se, at lige så mange søger på foccacia, så jeg skriver lidt begge dele. Det skal jo ikke være stavningen, der gør opskriften svær at finde ;-)
Kære Bodil
Tak for denne lækre opskrift. Jeg har netop lavet en version med rosmarin og kogte kartofler. Det blev WUNDERBAR! Blødt, sprødt, luftigt og med dejlig rosmarinsmag.
Kærlig hilsen,
Nanna
Kære Nanna, tak for din søde kommentar. Dejligt det lykkedes – men det hjælper jo også med en rutineret bager ;-) Kh Bodil