Vegetarisk cæsarsalat har bragt min gamle favorit – cæsarsalaten – tilbage på mit spisebord. Endelig!
Ingen kylling. Hvad så?
Jeg har altid elsket cæsarsalat, men efterhånden som jeg spiser mindre og mindre kød, har jeg savnet et alternativ til den sprøde kylling. Jeg ville også gerne have et vegetarisk alternativ til dressingen, der jo normalt er med ansjoser.
Så cæsar salaten skulle genopfindes. Og det lykkedes rigtig godt, hvis jeg selv skal sige det. I stedet for kyllingen har jeg valgt at bruge halloumi (eller grillost, som det ofte hedder i supermarkedet). Halloumi bliver kun endnu bedre af at blive paneret – sprødt udenpå, osteblødt indeni …
Hvor meget cæsar salat er der så tilbage?
Cæsar dressingen har jeg også arbejdet på. Den har fået et quick fix, der – ifølge mig! – smager helt forrygende.
Og bare rolig, én ting har jeg bevaret helt klassisk: Cæsarsalaten har selvfølgelig stadig de knasende hvidløgscroutoner …
Er det så en cæsarsalat? Well, det afgør du. Men jeg er nærmest lykkelig, fordi har genfundet min gamle favorit, nu bare i vegetariske klæder.
Vegetarisk cæsarsalat med halloumi og sprøde hvidløgscroutoner
Elsker du også kombinationen af sprødt og blødt? Så er der ingen vej uden om: Så skal din halloumi paneres – og hvidløgscroutonerne skal ristes med olie. Grøn mad behøver jo ikke at være fedtfattig.
Cæsardressing – vegetarisk og nem
Mayonnaise er en af de ting, jeg aldrig har i mit køleskab, og det er jo umiddelbart et handicap, når man gerne vil lave cæsarsalat. Men så er det jo heller ikke værre. I stedet for at tage udgangspunkt i mayo, har jeg taget udgangspunkt i noget, jeg ALTID har i køleskabet, og som jeg elsker: Min olie-eddikedressing.
Jo, det kan man godt. Den får lige en æggeblomme til at skabe den cremede konsistens – og et skud parmesan til at geare smagen op på cæsarmåden. Voilá. (Så er det jo næsten mayo, kan du indvende. Og måske har du ret).
Jeg savner ikke ansjoserne, men hvis du gør – og din dressing ikke skal være stramt vegetarisk – så kan du jo blende et par stykker med.
Tip! Hvis du ikke har en færdig olie-eddikedressing
Hvis du gerne vil lave den hurtige cæsardressing, men ikke har en flaske hjemmelavet olie-eddikedressing ved hånden, så blender du i stedet:
- 3 spsk æblecidereddike
- ¾ dl smagsneutral olie (fx rapsolie)
- 1 tsk dijon sennep
- 1 æggeblomme
- 25 g parmesan eller anden tør ost, revet
- (og 2-3 ansjosfileter, hvis du synes …)