
Mexicansk kålsalat – er det overhovedet noget, der findes?
For nu at være ærlig, så ved jeg ikke, om den findes, altså ud over i mit køkken. Men jeg er stor fan af kålsalater, og jeg fik lyst til mexicansk. Friskt. Kulørt. Så why not? Kålsalat kan jeg aldrig få nok af.
Men hvilken mexicansk kålsalat?
Først havde jeg lavet en version med majs, og den var da ok. Men min ældste blev ved med at klage over, at majs ikke hører hjemme i en salat (hvilket jeg sikkert selv har sagt 700 gange siden 80’ernes salatbuffet’er med iceberg, ærter og majs). Og ved et tilfælde fik jeg lavet en ny variant uden majs – men med den skønneste, sødeste mango. Og masser af frisk koriander. Og masser af lime i dressingen.
Så nu er den mexicanske kålsalat tryllet om til en salat, vi elsker – både datter og mig.
Hvis du er til majs, så prøv bare. Og når der er frisk majs i sæson – så tager vi den bare ved siden af.
Kålsalat med smag af Mexico
Det mest mexicanske ved mexicansk kålsalat er nok smagen: Frisk og sødlig mango. Blød og lækker avocado. Og en dressing, der smager umiskendeligt af Mexico: Lime, lime, lime – og lidt olie. Det er utroligt, at noget så enkelt kan smage så godt.
Men kål er nok ikke lige så mexicansk endda. Indrømmet.
Du kan servere kålsalaten til lidt af hvert. Fx frijoles eller de mexicanske græskarvafler. Måske til noget chili eller krydret kylling? Eller bare til din aftensmad, når kålsalaten trænger til et pift.