
Mangodressing er det lille magiske trick til din salat – den stråler som solen selv, og den giver masser af sød-syrlig sommersmag. Hele året.
Det vigtige er at finde en god, blød, moden mango. Se tippet nedenfor. Hvis mangoen ikke er moden, smager den ret trist, og den er ikke til at blende. Så – du må på mangojagt.

Jeg var selv så heldig at finde 6 af de bedste modne mangoer til en 20’er hos min grønthandler. Det er ikke noget, jeg kan regne med hver dag, men det blev inspiration til at få min elskede mangodressing på bloggen.
Sød mango i det salte køkken?
Egentlig er jeg ikke typen, der blander det søde køkken med det salte. Eller skal jeg sige: Jeg VAR ikke typen … for efterhånden sniger der sig frugter og bær ind i stadig flere af mine salater. Granatæble i kålsalaten. Blåbær i rucolasalaten. Vandmelon i grønkåls-fetasalaten. Æble i savoykålsalaten. Hindbær i sommersalaten. Og nu – mango i både spidskålssalaten, kyllingesalaten og salatdressingen!
Jeg indrømmer: Jeg elsker det. Og det minder ikke det mindste om ananas på en pizza, som nok er noget at det værste, man kan byde mig.
Min mangodressing er improviseret over en klassik kombi af olie, eddike og sennep, her krydret med hvidløg og paprika – og en god squeeze lime. Jeg har set, at nogen bruger honning i deres mangodressing. Det synes jeg er aldeles overflødigt – mangoen er fuld af sødme i sig selv, når den er ordentlig moden.
Mangodressing til kyllingesalat, spidskålssalat og … you name it
Opskriften rækker til mere end en enkelt gang, så du kan få testet mangodressingen på mere end en salat. Mine favoritter so far er kyllingesalaten og en spidskålssalat med halloumi.
Hvad er din?
Du glemte det sikreste tegn på at mangoen er moden: snus til den, den skal dufte sødt og “parfumeret”.
Glem alt om spanske mangoer!
Godt med et ekstra tip! Tak, det har du jo fuldstændig ret i :-)
Den mangodressing lyder så spændende, så den må jeg prøve.
Hvor længe kan den opbevares? Og skal den være i et tætlukket glas i køleskabet?
Det vil være skønt, hvis man kan lave den nogle dage på forhånd, når man skal have gæster.
Vh Gitte
Hej Gitte,
uh ja, den skal du prøve! Du kan sagtens lave den nogle dage i forvejen. Jeg tør ikke lægge hovedet på blokken – bloggen ;-) – for præcis hvor længe, den holder, da der er frisk frugt i. Men eddiken virker konserverende, og jeg har selv haft den stående i køleskabet med tætsluttende låg i mindst to uger uden problemer.
Håber du bli’r glad for den.
Kh Bodil