Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()

Figenpålæg til madpakken eller bare en snack – det er så simpelt at lave selv, og du får dem lige som du vil ha’ dem!

Figenpålæg med variationer

Her har jeg lavet en meget basic opskrift på figenpålæg, men du kan sagtens lege med ingredienserne:

  • Lav dem udelukkende af tørrede figner – eller prøv med andre tørrede frugter, fx abrikoser, tørrede tranebær eller frysetørrede bær.
  • Giv dem flere nødder og kerner. De kan sagtens tage dobbelt så mange, og du kan fx prøve med mandler eller cashewnødder. Det giver dem et relativt mindre indhold af frugtsukker og dermed et lidt mindre blodsukker-kick.
  • Giv dem mere smag – fx med kanel, ingefær, vanilje eller hvad du lyster.
  • Giv dem kakao! Ca. 50 g kakaopulver smager virkelig godt.
  • Brug kokosmel i stedet for nødder.
  • Og tril dem i fx kakaopulver, fintrevet mørk chokolade, frysetørret hindbærpulver, hampefrø – eller overtræk med chokolade til en luksussnack.

Andre – lidt sundere – snacks?

Figenpålægget er fuldt af frugtsukker og i den forstand en sød snack. Men fordelen ved at vælge en figensnack frem for diverse købte søde snacks er der alligevel: Du ved, hvad du putter i (ingen tilsætningsstoffer eller raffineret sukker). Du får også de naturlige frugters fibre og næringsstoffer.

Nå, og den slags kan du selvfølgelig lave mere af. Prøv fx dadelkuglerne (med kakao) og de hjemmebagte knækbrød med masser af kerner:

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Figenpålæg i rulle

Desserter og kager, Morgenmad og brunch

Rækker til: 2 ruller eller ca. 45 kugler

Du skal bruge:

  • 350 g tørrede figner

  • 200 g tørrede dadler (jeg brugte medjoul)

  • 100 g nødder, ristede

  • 1 g fint salt (et nip)

  • Ca. 25 g kokosmel til at rulle i

Udstyr:

  • Nemmest med en kødhakker (evt. maskine)

  • Alternativt en foodprocessor

Sådan gør du:

  1. Start med at riste hasselnødderne i ovnen ved 150 grader i 15-20 minutter. Skallerne sprækker, og nødderne tager lidt farve – og dufter! Tag dem ud, og lad dem køle af.

  2. Klip de små stilke af fignerne, og udsten dadlerne.

  3. Kør så figner og dadler gennem kødhakkeren, og slut af med nødderne. Tag massen ud på bordet, gi’ den et lille drys salt, og ælt den godt igennem, så figner, dadler og nødder bliver blandet jævnt. Del så massen i to, og rul dem ud til ca. 20 cm lange stænger. Rul dem i kokosmel, og pak stængerne i madpapir. Læg i køleskabet – så bliver de lidt fastere.

  4. Hvis du foretrækker at lave figenkugler, kan du rulle dejen til kugler á ca. 15 gram. Så bliver der ca. 45 stk.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Tip! Du kan også lave figenkugler

Jeg har rullet mit figenpålæg i tykke stænger, du kan skære i skiver. Men du kan sagtens lave andre faconer – fx små stænger og kugler til snacks.

Figenpålæg i rulle - lav det selv!

 

Hvor længe kan hjemmelavet figenpålæg holde sig?

Mit figenpålæg er helt uden tilsat fedtstof og konserveringsmiddel – men det holder sig ganske fremragende.

Jeg opbevarer figenstængerne i en lukket beholder i køleskabet, men de kan faktisk sagtens holde sig ved stuetemperatur. Til de er spist. Tørret frugt og nødder holder rigtig længe, og jeg når altid at spise dem op, før det bliver et problem.

Måske kan de blive lidt tørre med tiden – så opbevar dem bedst i en lufttæt beholder.

Figenpålæg i rulle opskrift

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.