Her får du mit take på en stifado uden kød – en skøn vegetarisk gryderet med aubergine og græske krydderier. Fyldt med smag af svampe, rødvin og sommerferie.
Hvis du også elsker moussaka, er det lige en gryderet for dig.
Jeg tænker, stifado er lidt som en dansk millionbøf eller bolognese: Hver familie har sin egen version. Så forvent ikke nødvendigvis, den smager præcis som en stifado, du har fået før. Men græske smage, ja!
Hvad er en vegetarisk stifado?
Normalt er stifado en græsk gryderet – en rigtig simreret, hvor man lader okse- eller lammekød ligge og boble i en rødvinssauce med urter i timevis. Typisk er den krydret med laurbær, spidskommen, kanel og nelliker. Det er også mit udgangspunkt, men jeg har lagt lidt til.
Når jeg nu laver en vegetarisk version, tager det ikke så lang tid. For uden kød behøver retten ikke simre så længe. I stedet for kød har jeg lavet retten med to vegetariske umami-hits: Aubergine og svampe. Plus nogle (gerne ret faste) linser, der giver protein og mæthed.
Og ellers handler det om smag: Rødvin, tomat, godt med urter og krydderier plus mit umami-trick: Soya. Og oliven!
Tilbehør til en græsk gryderet
Du kan spise lige nøjagtig det tilbehør til din aubergine-stifado, som du har lyst til. Når jeg kigger på ‘autentiske’ græske madblogs stikker deres anbefalinger i alle retninger. Men her får du mine forslag:
- Kartofler – fx sprøde fritter, som på billederne
- Brød – fx grydebrød, focaccia eller ciabatta
- En græsk tomatsalat
- Tzatziki, især hvis du vælger brød til
- Ris, bulgur, pasta etc.