Sådan en skøn pandestegt kulmule er inspireret af en nordjysk sommer. I sommermånederne – og efteråret – samler vi kantareller på alle vores hemmelige steder – og det bliver til ganske mange! Også flere end vi kan spise, selv om vi gør os umage.
Så resten af året ligger sommeren i min fryser – i små bokse med omhyggeligt indsamlede, rengjorte og svitsede kantareller. De er himmelske til mange ting, og derfor er jeg altid lidt på jagt efter nye variationer med kantareller. Du kan nu også sagtens bruge andre svampe.
Kulmule, der smager lidt af Svinkløv
Her kommer kantarellerne sammen med en fisk, der er stegt á la Svinkløv Badehotel. Der fik vi den et år med tynde, sprøde kartoffelskiver på toppen. Det er et smukt syn, og samtidig smager det virkelig, virkelig godt. Måske så godt, at du skal finde nogen at dele med?
Tilbehør til pandestegt kulmule?
I forsommeren får kulmulen selvfølgelig nye kartofler ved siden af. Og persille. Senere på året går vi lidt mere free style med kartofler eller rodfrugter i ovnen. Se fx her.