
Frijoles betyder bare bønner på spansk, men når man får frijoles i Mexico, får man ikke helt bare bønner. Man får bønner med smag – løg, hvidløg, spidskommen, oregano. Cremet og lækker, som bønner bliver, når man tålmodigt koger dem længe nok.
Hvis du har været i Mexico – eller på en nogenlunde autentisk mexicansk restaurant – så har du sikkert også fået frijoles – og indrømmet, det er ikke synet, der sælger. Men hvis du kan elske alle mulige andre typer bønnehejs (hummus, mexicansk hummus osv.), så klarer du det nok også denne gang.
Tip! Pak dine frijoles pænt ind
Hvis du vil pynte lidt på dine frijoles, så snup tricket her og pakke dem pænt ind i en tortilla. Giv dem en tur på grillpanden. Og vupti. Så er det pludselig en helt anden sag! De bliver også lidt sprøde, og det er lækkert. Du kan også bruge en almindelig pande – de bliver lige så sprøde.
Server med noget godt grønt – for eksempel ovnbagte auberginer, avocados og en frisk tomatsalsa. Eller prøv med guacamole. Koriander og en frisk mexicansk inspireret kålssalat, måske. Og husk et dryp lime. Så er der ikke et øje tørt.

… og til madpakken
Hvis du har adgang til en brødrister til frokost, så er tortillas med frijoles et virkelig godt indslag i madpakken. Bare pak dem hjemmefra, og giv dem en tur på risteren, når sulten melder sig. Sprøde og lune, haps!