Linzer cookies – vaniljesmåkager med marmelade

Linzer cookies er klassiske julesmåkager fra Østrig. En smuk sandwich af to sprøde vaniljesmåkager med fyld og fint drys af flormelis.

En gang imellem får jeg lyst til at lege med julesmåkagerne, og hvad er finere end de linzer cookies, som vi nok især kender fra USA?

Jeg synes, de er finest, når man bruger rødt fyld – og jeg elsker kombinationen af sød mandelsmåkage og den intense, syrlige og en anelse bitre tranebærkompot. Så det er mit take på en Linzer cookie.

Linzer cookies amerikanske julesmåkager

Linzer cookies – vaniljesmåkager med marmelade

Forb. tid 1 time 15 minutter
Tilb. tid 12 minutter
Køletid 2 timer
Samlet 3 timer 27 minutter
Giv de første stjerner!
Linzer cookies er i dag bedst kendt som en amerikansk julesmåkage: To vaniljesmåkager lagt sammen om marmelade – og drysset med flormelis. Rigtig fin. Og så skal den jo smage godt …
Antal: 25 stk.

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

Til dejen skal du bruge:

  • 100 g mandler
  • 1 citron (skallen)
  • 150 g flormelis
  • 300 g mel
  • ½ tsk vaniljepulver
  • 225 g smør
  • 1 æg

Til de færdige småkager skal du også bruge:

  • 2 dl marmelade (eller mos, lemoncurd, nutella, tranebærkompot …)
  • flormelis til drys

Sådan gør du: 

Sådan laver du dejen:

  • Ryd en hylde i køleskabet, så der er plads til at lægge den udrullede dej på køl.
  • Kog mandlerne op et minuts tid, skyl dem i koldt vand, og smut dem. Kør så mandlerne til groft mel i en foodprocessor.
  • Riv citronskal fint.
  • Tilsæt mel, flormelis, fintrevet citronskal og vaniljepulver i foodprocessoren, og kør det sammen. Skær det kolde smør i små terninger, og kør det i melet, til det ligner revet ost. Saml dejen hurtigt med ægget.
  • Læg dejen i en frysepose, og bank den flad. Læg den i køleskabet en times tid (kan ligge op til 2 dage).
  • Del dejen i 2 lige store stykker, og rul dem ud til 5 mm tykkelse mellem 2 stykker bagepapir. Hvis dejen er for blød at arbejde med, er det nu, du kan lægge den i køleskabet i et kvarters tid. Så er det nemmere at stikke bundene ud og få dem hele over på bagepapiret.
  • Tænd ovnen på 160 grader.
  • Stik småkagerne ud – den ene halvdel skal være bunde uden hul, i den anden halvdel stikker du midten ud som fx hjerte eller stjerne. Læg dem på bagepapir.
  • Bag dem i forvarmet ovn til kanterne er let gyldne – ca. 12 minutter.
  • Gentag med resten af dejen. Der bliver ca. 25 bunde og 25 toppe.

Sådan lægger du linzer cookies sammen:

  • Drys de øverste småkager med flormelis.
  • Vend de nederste med bunden op, og smør dem med ca. ½ spsk marmelade pr. stk. Læg dem sammen med toppene.
  • Hvis du bedst kan lide dem sprøde: Læg dem sammen umiddelbart før servering. Hvis du godt kan lide dem lidt blødere: Opbevar dem i kølekab, indtil du vil servere. Bundene uden fyld kan holde sig sprøde i en lufttæt beholder i en uges tid.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Udskriv
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Tærten, der blev til en julesmåkage

Det der med hvad Linzer cookies ‘oprindeligt’ er – det er en længere historie. For oprindeligt var den lille julesmåkage egentlig en tærte, en Linzertorte. Den bestod af en mandelmørdejsbund med solbærfyld og gitterlåg. Men bagerne i Linz tænkte åbenbart, at der kunne være bedre salg i en lille version – en småkage. Og sådan blev Linzertorte til Linzer Plätchen med det fine udtryk: En bund, fyld og en top, hvor der er udstukket et øje, fyldet kan kigge ud af. Toppen er drysset med flormelis.

I 1850’erne emigrerede Linzer Plätchen til USA, hvor det siden er blevet en ganske populær julesmåkage. Det gav mig ideen at lave dem med tranebærkompot – for det er amerikanerne, der har lært mig at elske dem. Og ja, det går jo ikke at hedde Plätchen i USA, så nu hedder de Linzer cookies. Hvis du vil gøre mig kunsten efter, så husk at blende kompotten, når den er kølet af. Så er den nemmest at fordele i småkagerne.

Men om de har et navn på dansk – det har jeg ikke kunnet opspore. Linzer småkager? Linzer julesmåkager? Småkager med marmelade eller marmeladekager, var der en, der foreslog. Pyt. Nu bager jeg dem bare, og det er virkelig en raffineret småkage til jul.

Linzer cookies - østrigske julesmåkager

Forskelligt fyld i Linzer cookies

Du kan fylde dine Linzer cookies med lige det fyld, du bedst kan li’. Amerikanerne bruger fx hindbær eller tyttebær. Jeg kunne tænke mig abrikosmos eller lemon curd. Nogen vil sikkert elske nutella. Og her på billederne laver jeg dem med tranebær. Jeg laver tranebærkompot af en hel pose tranebær (som i opskriften på honningkagesnitter) og bruger resten af kompotten til julemiddagen.

Hvis du godt kan lide småkager med mandler, så tjek også:

Mandelsmåkager med vanilje, citron – og mønster
Fine vaniljesmåkager med mandler og citron – som du kan give mønster med en mønsterkagerulle. Lidt ekstra til jul, ikk'!
Gå til opskrift
Mandelsmåkager med vanilje, citron – og mønster!
Vaniljekranse med mandler – og ekstra smag
Julens klassiske vaniljekranse bliver allerbedst med ristede mandler. Det tager lidt længere tid, men det er umagen værd!
Gå til opskrift
Vaniljekranse med mandler
Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse: