Krydret kyllingebryst i ovn med grøntsager

Krydret kyllingebryst i ovn er nem og hurtig aftensmad. Prøv en skøn variant med paprika, estragon og hvidløg - og grønt tilbehør!

Nem, krydret kyllingefilet – varm eller kold

Kyllingefilet kan noget med estragon, estragon kan noget med paprika, og det hele kan noget med hvidløg. Så voilá, her får du samlet det hele i en opskrift på kyllingefilet i ovn. Server den varm med godt grønsagstilbehør – og brug resterne kolde til salater eller pålæg.

Lav kyllingemarinaden i god tid

Hvis kyllingebryst skal smage af noget, skal det have tid til at trække. Så du kan med fordel lade det marinere fra morgenstunden til aften – eller allerede fra aftenen i forvejen. Opbevar kyllingen i køleskabet så længe.

Jeg lavede kyllingefileterne i ovnen, men du kan også vælge at tilberede på panden, i en toaster eller på grillen. Se instruktioner i opskriften.

Krydret kyllingebryst i ovn - med paprika, estragon og hvidløg

Krydret kyllingebryst i ovn

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Trækketid 30 minutter
Samlet 1 time
Giv de første stjerner!
En god krydring gør et kyllingebryst til både hurtig og velsmagende aftensmad. Server med grønt tilbehør. Og brug evt. rester til madpakken.
Antal: 4 personer

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

  • 6 små kyllingefileter
  • 2 spsk paprika
  • ½ spsk tørret estragon
  • 2 fed hvidløg (presset eller fint revet)
  • ½ tsk salt
  • friskkværnet peber
  • saft af en lime
  • ½ dl olivenolie
  • olivenolie til bradepanden

Sådan gør du: 

  • Bland krydderier, lime og olie i en skål, du kan marinere kyllingefileterne i.
  • Fjern sener og hinder fra kyllingefileterne, og læg dem i marinaden. Vend fileterne godt rundt, og sæt skålen på køl. Mindst en halv time, gerne til i morgen. Vend gerne rundt undervejs, så kyllingestykkerne får god smag på alle sider.
  • Kyllingefilet i ovnen: Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Smør et fad med olie, og fordel kyllingefileterne i fadet. Sæt fadet ind, når ovnen er varm. Mine fileter fik 20 minutter. Hvis fileterne er større, skal de have lidt mere, op til 30 minutter. Se stegetips for kylling ovenfor.
  • Kyllingefilet på panden: Brun dem et minut på hver side, og steg dem derefter ved lav varme 5-8 minutter på hver side – alt efter størrelse. Husk at tjekke, de er gennemstegt.
  • Kyllingefilet i toaster: Hvis du har en toaster, kan du også bruge den: Varm den op til halv styrke, og læg kyllingebrysterne ind. Steg dem i 8 minutter – tjek, at de er gennemstegte. Ellers giv dem lidt mere. Du kan skrue op for varmen de sidste par minutter, hvis de skal have lidt ekstra farve.
  • Kyllingefilet på grill: Varm grillen op til høj direkte varme. Grill dem i 5 minutter på hver side – lidt som når du pandesteger. Tjek, at de er gennemstegte, og ellers giv dem lidt mere.
  • Det er altid en god idé at lade kyllingebryst trække 5 minutter, inden du skærer det ud.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Udskriv
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Sommertip! Brug marineret kyllingebryst på grill!

Hvis du har grillen tændt, er det krydrede kyllingebryst også rigtig godt at grille. Du kan så vælge enten at grille det helt eller skære det i tern eller strimler, marinere det – og sætte det på spyd, når grillen er varm. Hold godt øje med, du får kyllingen gennemstegt uden at tørre kødet ud.

Grønt tilbehør til krydret kyllingebryst

Jeg serverede mine ovnstegte kyllingebryster med to slags varmt grøntsagstilbehør: En blommesalsa med tomat og timian – og en grøntsagssauté med squash med rødløg. Dem kan du lave, mens kyllingen er i ovnen.

Skal der lidt mere substantielt tilbehør til, kan du lave kartoffelstakke eller rodfrugter i ovnen eller varme et godt madbrød i ovnen, mens kyllingen simrer. Det hele kan foregå ved de 180 grader – bare læg lidt tid til, hvor opskriften siger 200 grader.

Hvis du laver kyllingebrysterne på grill, kan du også varme brød ved siden af og grille grøntsager til, fx løg, svampe, asparges, squash, majskolber og aubergineskiver. Altså, ikke nødvendigvis det hele – bare det, du bedst kan li’.

Grønt tilbehør: Blommesalsa og grøntsagssauté
Blommsalsa og grønsagssauté er nemt, lunt tilbehør til alt fra laks til kylling, fisk og vegetarfrikadeller.
Gå til opskrift
Blommesalsa og grøntsagssaute - lækkert grøntsagstilbehør
Krydrede rodfrugter i ovn
Vinterens bedste tilbehør – det er vist sådan, jeg har det med rodfrugterne i ovnen. Fleksibelt, nemt og fuldt af smag.
Gå til opskrift
Krydrede rodfrugter i ovn opskrift
Kartoffelstakke i muffinforme
Det her er de heldigste kartofler, jeg kender. Fantastisk og luksustilbehør til mange retter, og de behøver ikke engang sovs!
Gå til opskrift
Kartoffelstakke i muffinforme

Hvordan kan jeg se, om et kyllingebryst er færdigt?

For at undgå salmonellaforgiftning – og andre bakterier – skal kylling altid gennemsteges. Omvendt er overstegt kylling virkelig kedelig. Så du får lige et par tricks til at ramme den rigtige temperatur:

  • Brug et stegetermometer. Stik det kyllingefileten der, hvor den er tykkest, og tjek, at kernetemperaturen bliver ca. 75 grader.
  • Eller stik en gaffel i kyllingen på det tykkeste sted og tjek kødsaften. Den skal være helt klar.

Du kan læse mere om fjerkræhygiejne her.

Brug resterne af din kyllingefilet i salat, i madpakken – eller i morgen

Når du alligevel har ovnen tændt, kan du lige så godt stege en stor portion kyllingebryst. Resterne kan du bruge til fx:

  • Kyllingesalat med mangodressing (hvis du ikke har prøvet det før, er det virkelig på tide – hvis du spørger mig)
  • Koldt proteintilskud til andre salater
  • Pålæg i din madpakke
  • Hurtig aftensmad som fyld i pitabrød
Krydret kyllingefilet i ovn - med paprika, estragon og hvidløg
Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Ingen kommentarer endnu

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse:




  1. Sikken da en fantastisk smuk madblog du har dig! Meget, meget smukke madbilleder og så mange gode tips. Jeg ligger lige et link i madplanen på min egen blog til denne nemme kylling. Synes nemlig opskriften ser helt perfekt ud til de grønne bønner jeg foreslår at server med kylling. Hav en rigtig skøn weekend.

    PS: Hvis jeg må låne et billede siger du bare til i dag. Ellers bliver det bare et link.

    • Hej Marina, man ved jo, hvornår man får en kompliment fra en, der ved, hvad hun taler om. Og det skete så i dag. Tusind tak! Og bønnerne er faktisk et super supplement til kyllingen her. Tak fordi du læser med. Kh Bodil

      • Det er sådan en dejlig blog du har så det er da mig der takker ? Læser ellers meget få danske madblog men din er god ❤️

  2. Mor, far, søn 22 og søn 13 har nydt den dejlige kylling og blommesalsa + grøntsagssauté ♥️ Og mor kok fik masser af roser – som her hives videre! Tak for dejlige opskrifter – og smukke, inspirerende fotos.

    • Tusind tak for den søde kommentar – den varmer! Opskriften passer også rigtig godt til august og september, hvor der er masser af squash og blommer at få. Og selv tak 🙂 Kh Bodil

  3. Som en der er lidt kræsen og nyere til at lave mere ‘avanceret’ mad, så er denne opskrift simpelthen så dejlig nem, men det smager simpelthen så fantastisk! Tusind tak for at dele denne vidunderlige opskrift!:)
    -Jeg ville forresten høre, hvad din erfaring er med at bruge citron i stedet for lime? Er det noget man kan gøre eller ville det ændre helt på smagen?

    • Hej Madeleine, tusind tak for din søde kommentar. Dejligt at opskriften kan være nyttig 😉 Du kan sagtens bruge citron i stedet for lime. Jeg ELSKER lime, men lige i denne sammenhæng gør det faktisk ikke den store forskel. Prøv det endelig. Kh Bodil