Lagkagen, der smager mindst lige så godt, som den ser ud. Sprøde marengsbunde med nødder Fløjlsblød flødecreme med syrlige bær – og så en skvæt portvin. Det er ikke en gang svært. Så hvis du har nogen, du gerne vil forkæle (for eksempel dig selv), skal du huske at finde servietter frem til alle. For mundvandet – det løber.
Og mens jeg skriver dette, får jeg faktisk lyst til at lave den – igen!
Opskrift på lagkage med nøddemarengs og hindbær
Bunde:
4 æggehvider
175 g sukker (2 dl)
100 g nødder (hakkede)
1/2 stang vanilje eller 1 tsk vaniljesukker eller 1/4 tsk vaniljepulver
Lidt smør og mel
Fyld:
300 g frosne hindbær (1 pose)
2 spsk sukker
2,5 dl piskefløde
2 spsk sherry/portvin
Sådan:
Du kan bage bundene i forvejen. Bare gem dem i en tæt pose eller dåse.
Pisk æggehviderne meget stive. Pisk så sukkeret i lidt ad gangen, og vend nødder i sammen med vaniljekorn/-pulver/-sukker.
Tag 3 stykker bagepapir, og tegn 3 cirkler op på dem (brug evt. en springformsbund som skabelon). 22-24 cm i diameter. Smør cirklerne med smør, og drys med mel.
Fordel så marengsdejen ud på cirklerne. Det er nemmest med en kombination af en ske og en blød smørekniv/paletkniv.
Bag dem ved 125° i ca. 5 kvarter, til de er helt sprøde, og bagepapiret er nemt at trække af. Lad dem afkøle på en rist.
Læg hindbærrene i en skål eller på en tallerken, drys dem med sukker, og lad dem tø op. Tag ca. 10 pæne bær fra til pynt.
Pisk så fløden stiv, og vend de let mosede hindbær i sammen med sherry/portvin.
Læg bundene sammen med fyldet, pynt med hindbær, og servér!
Hvis der bliver en rest, kan du fryse den ned og ha’ en skøn islagkage en anden dag :-)