Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()
Chokoladelagkage med havtorncreme

Sødt møder kraftigt og syrligt i denne helt uimodståelige chokoladelagkage med smørcreme. Og hvilken smørcreme. Den har nemlig fået et syrligt strejf af havtorn. Og overtrækket er en kraftig chokoladeglasur, der smelter som smør på tungen. Kan man ønske sig mere?

Chokoladelagkage med havtorn – eller citron – eller appelsin?

Hvis du ikke lige har havtorn ved hånden, kan du sagtens bruge citron eller sågar appelsin. Havtorn går jo under tilnavnet ‘Nordens citron’, så på den måde er de lidt i familie. Du kan fx bruge en dl af den hjemmelavede orangemarmelade i stedet.

Du kan forberede lagkagen i god tid

Sådan en chokoladelagkage med smørcreme kræver lidt planlægning, da både lagkagebundene og glasuren først skal varmes op, så køles af – og til sidst samles. Men tro mig, det er umagen værd med hjemmebagte lagkagebunde og alle de bedste ingredienser, som der ikke er nogen garanti for, hvis du køber færdige bunde og cremepulver i stedet.

Jeg lavede min lagkage helt færdig dagen i forvejen, og det blev faktisk kun bedre af. Så når cremen at sætte sig lidt, og bundene bliver fugtige og svampede.

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Chokoladelagkage med smørcreme

Desserter og kager

Rækker til: 8-12

Til bundene skal du bruge:

  • 200 g blødt smør

  • 200 g rørsukker

  • 200 g hvedemel

  • 2 tsk bagepulver

  • 4 spsk kakaopulver

  • 4 æg

  • 4 spsk fløde

Til havtorncremen skal du bruge:

  • Havtornkompot af 50 g havtorn og 50 g sukker tilsat en 1/2 tsk melatin (stivelse)

  • 150 g blødt smør

  • 200 g flormelis

  • 100 g flødeost

Til chokoladeglasuren skal du bruge:

  • 100 g smør

  • 100 g mørk chokolade

  • 100 g flormelis

  • 3 spsk mælk

Til pynt skal du bruge:

  • Havtorn, ananaskirsebær eller anden gul kagepynt

Sådan laver du bundene (gerne dagen før):

  1. Sæt alle ingredienser frem og vent, til de har stuetemperatur. Gør en springform klar – beklæd den med bagepapir indvendigt. Eller brug en silikoneform – den behøver ikke bagepapir.

  2. Hæld alle ingredienser sammen, og piske dem til en jævn dej (det kan du kun, når det hele har stuetemperatur). Pisk endelig ikke for længe – så kan dejen skille.

  3. Tænd ovnen på 140 grader, og bag i 50 minutter. Test med en tandstikker eller stegegaffel, at der ikke følger dej med op, når du prikker i den. Så er den færdig.

  4. Vend den ud på en bagerist, og lad den køle af.

Sådan laver du havtorncremen - start dagen før:

  1. Kog havtorn og sukker med en lille smule vand – bare 5 minutter, hvor det simrer. Tag det af varmen og tilsæt melatin. Lad det køle helt af, gerne i køleskab.

  2. Pisk smør, flormelis og flødeost sammen med en håndpisker. Tilsæt havtornkompotten, og blend med stavblenderen, til cremen er jævn.

Sådan laver du chokoladeglasuren:

  1. Smelt smørret blidt, og hak chokoladen.

  2. Tag smørret af varmen, og bland det hele, til chokoladen er smeltet, og glasuren er helt jævn. Lad den køle af, så den stivner (den er dog lige lovlig stiv direkte fra køleskabet).

Sådan samler du lagkagen:

  1. Start med at dele chokoladekagen i 3 lag: Skær en rille, bare 1-2 cm dyb, hele vejen rundt om kagen de to steder, hvor den skal deles. Tag så en sytråd, ca. 70 cm, og placer den i den øverste rille hele vejen rundt. Kryds enderne og træk forsigtigt til. Så skærer den kagen over, helt lige. Gentag i den nederste rille. Nu har du 3 bunde.

  2. Placer kagen på et lagkagefad, og løft forsigtigt de to øverste bunde af. Fordel halvdelen af cremen på den nederste bund, læg næste bund på, og fordel den anden halvdel her. Læg øverste bund på.

  3. Smør chokoladeglasuren på top og sider. Pynt med fx ananaskirsebær, havtorn eller anden gul kagepynt. Sæt kagen køligt, til den skal serveres.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

 

Tip! Lagkagen er også god med citron- eller appelsincreme!

I stedet for havtornkompot kan du bruge revet skal af 1 hel øko citron/appelsin og saft af 1/2. Så sparer du besværet med havtornen – det er trods alt nemmere at plukke citrusfrugter nede i Netto …

Og en klage! Om at plukke havtorn

Kagen er inspireret af utallige somre ved Slettestrand, hvor havtornen river og flår, hver gang vi tager til stranden – og kvitterer med de smukke orangegule bær i slutningen af august. For et par år siden tog jeg mig endelig sammen og høstede. Så rev og flåede de en gang til. Jeg fik 300 g havtorn ud af min blodige indsats og diverse forsøg på at gøre det lidt nemmere. Du har sikkert hørt om, at man kan fryse havtorngrene ned, og så er det ‘nemt’ at plukke eller ryste bærrene af bagefter. Min bare. Ja undskyld, men det var ikke nemt. De sad stadig fast som bare pokker. Så mine surt samlede bær har ligget og samlet mod til sig i fryseren i et par år – og jeg har kigget kritisk på dem mange gange og tænkt: Nej, I skal bruges til noget HELT specielt. Det blev de så nu! Og ikke allesammen :-) Der er heldigvis til et par gange mere.

Chokoladelagkage med havtorncreme

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.