
Det behøver ikke være jul, for at jeg bager honningkage. Faktisk elsker jeg den krydrede kage hele året, og honningkage lagkage med appelsin-smørcreme er intet mindre end uimodståelig når som helst. For eksempel som en fødselsdagslagkage?
I min verden er de bedste lagkager dem, der er hjemmelavede helt fra bunden – de smager bare bedre, og du får en skøn fugtig kage, der holder sig i mange dage. Hvis den da ikke bliver spist, altså. Er du også til hjemmebagte lagkager, så tjek fx:
Klassisk lagkage med creme og hindbærsyltetøj
Kanellagkage med flødeskum
Chokoladelagkage med smørcreme og havtorn
Læg din honningkage lagkage sammen i god tid
Faktisk er de fleste lagkager bedst, når de har fået lov at trække en halv eller en hel dag, og det gælder også honningkage lagkagen. Bag i hvert fald kagen dagen i forvejen, så du kan lægge den sammen fra morgenstunden og servere den senere på dagen. Så er den ekstra blød og lækker.

Brug et bagebælte, og få 3 fine, flade bunde
Du har sikkert bemærket, at når du bager en kage i springform, bliver den højest på midten. Det skyldes, at kagen får varmen først i kanten, så den sætter sig – og resten af hævekraften kommer så til at foregå midt i kagen. Resultat: En buet top.
Men det dur jo ikke, når du vil dele honningkagen i 3 flade bunde. Derfor laver jeg et hjemmelavet bagebælte – dvs. jeg bruger et vådt, opvredet viskestykke, som jeg folder i springformens højde og vikler rundt om springformen, inden jeg hælder dejen i. Viskestykket skal ikke være for langt – det skal helst passe med, at det når én gang rundt og ikke mere. Bind det fast med en snor, der tåler varmen i ovnen.
Det våde viskestykke holder temperaturen nede i kanten, så hele kagen kan hæve mere harmonisk. Og det bliver lettere at skære 3 flade bunde, når lagkagen er bagt.
Hvis du er øm over dine viskestykker, så brug et andet stykke stof, der er modent til kludebunken.
Sådan bliver honningkagen til 3 lagkagebunde
Her skal du bruge en urtekniv og et stykke tråd på ca. 80 cm:
- Skær først en rille hele vejen rundt der, hvor du gerne vil have, bundene skal dele. Det gør du to steder, så du får 3 ca. lige tykke bunde.
- Tag så sytråden, og træk den ind i den ene rillen hele vejen rundt.
- Kryds de to ender og træk forsigtigt til – vupti, tråden skærer kagen igennem.
- Gentag i den anden rille, og du har 3 bunde.