Glutenfri havrekiks er den hurtigste snack at bage – jeg lavede dejen og rullede ud, mens min bedre halvdel klarede opvasken. Og så var der kiks til den lidt småsøde snacksult bagefter.
Havrekiks er en nem, hurtig snack
Tricket med havrekiks er, at du bruger kogende vand, og så sker der det samme, som når du koger havregrød: Havregrynene klistrer sammen, så du får en dej, der er til at rulle ud. Det kogende vand gør også, at smørret bliver supernemt at ælte ind i dejen.
Du kan også sagtens bage dine glutenfri havrekiks i en salt version, uden honning eller sirup. Så er de rigtig gode til et ostebord, fx. Jeg havde bare lyst til en lidt sød snack, derfor kom der lidt honning i.
Tykke eller tynde havrekiks?
I mange år jeg har bagt mine havrekiks som helt tynde kiks, hvor jeg ruller portionen helt tyndt ud til store kiks. Det har den fordel, at de bliver bagt – og sprøde – på ret kort tid (hvad der svarede til opvasken i sommerhuset).
Men. Så fik jeg lyst til nogle små, lidt tykkere havrekiks. Sådan nogle ‘en havrekiks i en mundfuld’- størrelse. Derfor rullede jeg dem lidt tykkere ud, måske til 2/3 af af pladen. Skar dem ud med min klejnespore og prikkede dem med en gaffel. De skulle bage op mod 30 minutter, men altså – hold øje, for de bliver hurtigere brune i kanten af pladen end midtpå.
Hvis du har tålmodighed til det, er det et rigtig godt trick at slukke ovnen, når de er NÆSTEN færdige, og så lade dem stå i eftervarmen en halv times tid.
På billedet øverst ser du de små tykke havrekiks – og herunder ser du de lidt større tynde. Ja, så er forskellen heller ikke større …
Dovne havrekiks – uden udstiksforme
Hvis du synes, dine havrekiks skal se ud som nogen, du har købt, kan du rulle dejen ud og bruge en rund udstiksform. Så ligner de noget, du har købt i en rulle. Men jeg er afgjort til den dovne model, hvor jeg ruller dejen ud én gang og bare skærer kiksene ud, lige som mine knækbrød med kerner og rugmel.
Vil du have fine runde kiks, kan du se et eksempel her med mine birkeskiks.
Du kan skære den yderste kant til, så alle kiksene bliver fine og lige på alle sider. Ellers bliver de yderste kiks lidt flossede i kanten. Men det er jo bare en ekstra god grund til at hapse dem i en fart. Så kan man gemme de lidt finere firkantede kiks til gæster (eller sig selv) ;-)
Du kan bage kiksene direkte på det bagepapir, du ruller dem ud på. De hæver ikke og vokser ikke sammen. Tværtimod trækker de sig lidt fra hinanden, så de er nemme at brække fra hinanden, når de er kølet lidt af.
Hej Mutti.
Jeg er livsledsager/hustru til en mand med cøliaki. Det nemmeste for mig er, selv at være Glutenfri på hjemmebanen og på job spiser jeg så glutenholdigt. Det er mig der står for det Glutenfri bagværk i hjemmet – og jeg har længe ønsket en nem kiks.
Jeg er glad for din forklaring om havregryn, det er nemlig helt rigtigt det du skriver!
Nu vil jeg gå i krig med disse kiks en af de følgene aftener og håbe, at de falder i god smag :)
Vh VS
Hej Vickie, hvor er det en sød besked – tak! Jeg har aldrig selv haft besvær med gluten (7-9-13), men jeg tænker da over, at jeg ikke skal have for meget. Nu håber jeg bare, kiksene falder i god jord hos jer derhjemme. Søde eller salte :-)
Hejsa
Jeg har lige bagt disse, med kokosolie i stedet for smør. Jeg synes de er meget usammenhængende, smuldrer let.
Kan det være pga kokosolie?
Dryssede med kanel, det blev ret godt.
Hej Betina, det er et godt spørgsmål! Det problem har jeg aldrig med smør. Jeg har ikke prøvet med kokosolie, så jeg tør ikke sige, om det gør forskellen. Normalt samler dejen sig ret godt, når det kogende vand kommer over havregrynene (og det gør dem klistrede, som i havregrød). Måske lidt mere kogende vand …?
Kaneltippet skal da prøves. Tak for det!
Kh Bodil
De er super lækre, nemme og hurtige at lave.
Tak for en go opskrift.
Hej Lise, tak for din søde kommentar – dejligt du kan bruge opskriften. Også en af mine favoritter ?
Kh Bodil
Tak for inspirerende opskrift. Jeg har lavet kiksene flere gange, også i en “salt” udgave uden honning men med rosmarin og sesamfrø og hørfrø. Og jeg har lavet “den søde” med tilsatte mandelsplitter. Og jeg har også prøvet at erstatte smørret med plantesmør (Vegan Block). Alle forsøg har været vellykkede. Fælles for dem alle er dog at jeg har tilsat langt mere kogende vand end den ene dl som opskriften foreskriver. Nærmest 2 dl er det blevet til. Jeg synes det letter udrulningen og dejen er lettere at have med at gøre. Venlig hilsen Jette
Hej Jette, så kan jeg jo sige tilsvarende tak for en inspirerende kommentar! Jeg tror, jeg har tænkt tanken, for det er rigtigt, at dejen med 1 dl vand kræver lidt tålmodighed. Jeg må prøve med 1,5-2 – og måske rette det i opskriften. Tusind tak, og fortsat god kikse-bagelyst :-) Kh Bodil
Dejligt jeg fandt denne, som dagplejer med et barn der nu skal leve uden gluten, glæder jeg mig til at afprøve dem.
Hvor længe ka de holde sig ?
Hej Lene, tak for din kommentar! Jeg har ikke et 100 % skudsikkert svar, for der er to ting i det: Hvornår bliver smørret harsk – og hvornår bliver kiksene bløde. Jeg opbevarer mine i en plasticpose eller -bøtte med låg, og så er de sprøde i hvert fald en uge. Men de smager godt meget længere. Ind imellem har jeg fundet en rest efter en måned eller to, og smagen fejler intet. Og de kan ristes sprøde igen på 5 minutter i ovnen. Så jeg tror roligt, du kan bage til et par uger ad gangen, bare du opbevarer dem i lufttæt beholder. Håber den lille bliver glad :-) Kh Bodil
Bruger opskriften som grunopskrift, til mange slags kiks og som bund i både søde og salte tærter , også i kombi med andre opskrifter, når det skal være glutenfri. Det er en god opskrift. Har også malet nødde mel til at blande i, det er meget lækkert… bliver til småkager med forskellige krydderier i.
Mvh Lilac
Hej Lilac, det er jo genialt tænkt! Tusind tak for din kommentar, god inspiration både til mig og andre :-) Kh Bodil
Mange tak for en super god opskrift 👌
Spiser ikke smør brugte istedet økologisk rapsolie 75gram.
De blev så sprøde
Mvh Gitte
Hej Gitte, tak for en sød kommentar – og et supergodt tip! Det vil jeg prøve også. Og forresten, måske er mine knækbrød med kerner også noget for dig? De er også bagt med rapsolie. kh Bodil
Dejlige kiks … men hvorfor rulle dem ud? – Jeg lavede en “pølse” af dejen i den størrelse jeg ønskede kiksene … og så skar jeg en skive i passende tykkelse og lagde den på en bageplade med bagepapir… til “pølsen” var opbrugt og så i ovnen med hele pladen… :-)
Hej Siw, tak for tip! Det er da et forsøg værd 😊 kh Bodil