Følg med her:
Champignonsuppe – med magisk smag og fylde
Er du vild med svampe, så glæd dig til en varmende champignonsuppe med alle de gode tricks til ekstra smag og ekstra fylde. Server suppen med for eksempel godt brød og ekstra parmesan. Se flere tips under opskriften.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
Du skal bruge:
- 30 g tørrede svampe
- 1 dl kogende vand
- 2 spsk olivenolie
- 1 spsk smør
- 75 g løg (renset vægt)
- 100 g gulerod (skrællet vægt)
- 2-3 stængler bladselleri
- 400 g mørke champignons
- 4 fed hvidløg
- 1 spsk soya
- 1 dåse butter beans (240 g drænet vægt)
- 8 dl grønsagsbouillon
- 2 dl tør hvidvin (kan erstattes af grønsagsbouillon)
- 1 tsk herbes de provence
- 1 dl fløde
- 40 g parmesan
- friskkværnet sort peber
- sovsejævner uden kulør (evt.)
Til servering:
- citronbåde
- parmesan (evt.)
- madbrød
Sådan gør du:
- Læg de tørrede svampe i en skål, og hæld 1 dl kogende vand over. Lad det trække.
- Gør grønsagerne klar: Snit løg, gulerod og bladselleri i små tern. Rens champignons, og skær dem i skiver eller kvarte. Pres hvidløg.
- Varm olie og smør op i en stor gryde ved middel-høj varme. Tilsæt løg, gulerødder og bladselleri, og steg i 8 minutter, eller indtil grøntsagerne er bløde.
- Tilsæt friske champignons, og rør rundt, så det hele blandes. Steg i 6-8 minutter, og rør kun lejlighedsvis, så champignonerne er møre og gyldne. Tilsæt så soya og det pressede hvidløg, og vend rundt et lille minuts tid.
- Blend butter beans med 1 dl af grønsagsbouillonen. Nemmest med en stavblender.
- Tilsæt soya, hvidvin, bouillon, de blendede bønner, de udblødte svampe og herbes de provence. Bring det hele i kog, og skru så ned, til suppen bare simrer. Hæld fløden i, og riv parmesanen fint i suppen. Rør, så suppen bliver jævn. Smag til med friskkværnet peber og evt. salt eller ekstra soya.
- Vil du jævne suppen lidt – så drys lidt sovsejævner (uden kulør) i, mens suppen simrer. Gør det langsomt, så du kan styre, at suppen ikke bliver for tyk.
- Server med citronbåde, parmesan og madbrød.
Hvordan får du den dybe smag i din champignonsuppe?
På en kølig dag er suppe ret magisk. Og hvis du er vild med svampe, findes der næsten ikke noget bedre end en ordentlig grydefuld svampesuppe. Da vi spiste suppen for anden gang på et par dage, erklærede min søde mand også, at champignonsuppen nok var hans nye yndlingssuppe …
Udfordringen med suppe er at få den til at smage af noget. Mere end bare champignons i bouillon. Men hvad skal der til? Her får du nogle tips:
- Brug gode svampe. Altså, som udgangspunkt er alle svampe gode, men nogle smager af mere end andre. Her er jeg gået med de mørke champignons i stedet for de hvide, og jeg supplerer med tørrede svampe – de er et rent umami-powerhouse. Du kan roligt bruge flere typer svampe i suppen og få endnu mere dybde og diversitet i smagen.
- Giv dig god tid til at sautere løgene og svampene. Lad dem få lidt farve – det er det, der i kemiske termer hedder Maillard-reaktionen: En reaktion mellem aminosyrer og sukker, der sker, når man varmer maden op – over 120 grader og bedst ved 140-170 grader. Den flotte mørke (ikke sorte) farve betyder masser af duft og smag, lige som du kender det fra fx ristet brød. Det kræver lidt omhu og tålmodighed, men det betaler sig så rigeligt tilbage i smag.
- Brug flere grønsager i suppen. Løg, hvidløg, bladselleri, gulerødder. Smag, smag, smag.
- Og være ikke bange for at bruge ingredienser, du måske ikke plejer at bruge i en suppe. Soya, fx. Og parmesan. Begge er rigtig gode kilder til umami.
Hvordan får man en vegetarisk suppe til at mætte?
Når en suppe skal mætte, er det altid en god idé at give den fibre (grønsager), protein og fedt. Heldigvis går det ganske godt i spænd med god smag, og du behøver ikke kød for at nå i mål. Her får du:
- Fibre: Champignons og andre svampe, løg, gulerod, bladselleri. Har du lyst til flere grønsager, kan det fx være blomkål eller broccoli.
- Protein: Her især butter beans og parmesan, men også fx champignons og fløde
- Fedt: Olien (spar ikke på den) og fløde
Du kan selvfølgelig supplere med lidt tilbehør …
Tilbehør til champignonsuppe
Jeg elsker brød til suppe. Men der er også andre muligheder. Her får du et par ideer:
- Ristede nødder eller kerner – eller en krydret dukkah. Nødder, frø og kerner er fulde af protein.
- Ristede kikærter, krydret så de passer til suppen
- En klat fed creme fraiche
- Groft brød – fx med smør, pesto eller anden dip
- Brød med ost: Enten et stykke rugbrød med ost, grillet så osten smelter.
- Eller mine ostebrød med sesam.
Opbevaring af suppen
Champignonsuppen holder sig fint i køleskabet nogle dage. Du kan også fryse den ned uden problemer, og den holder i hvert fald et par måneder i en dybfryser.
Når du vil tø den op igen, så husk at tage den ud en dag i forvejen, så den kan tø op i køleskabet. Når du så varmer den i en gryde, kan det ligne, at den skiller. Bare varm den godt igennem, så skal den nok samle sig.