Følg med her:
Vegetar quesadillas med bønner, grønt og ost
Vegetar quesadillas – nem aftensmad og snack
Disse quesadillas er et vegetarisk måltid, du hurtigt kan lave, også på en hverdag: Sprøde tortillas fyldt med gode basisproteiner fra sorte bønner og kidneybønner – med masser af bid og smag fra majs, peberfrugt, løg, hvidløg og krydderier. Og queso betyder jo ost, så selvfølgelig også med uimodståelig smeltet ost.
Du kan riste dem sprøde og lækre enten på grill, grillpande eller bare på panden i olie.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 1 spsk olivenolie
- 2 løg eller rødløg
- 2 fed hvidløg
- 1 peberfrugt i små tern
- 250 g majskerner (fra 1 majskolbe, fra frost eller en lille dåse)
- 1 dåse sorte bønner (skyllet og drænet)
- 1 dåse kidneybønner (skyllet og drænet (moses let))
- 1,5 spsk limesaft
- 1,5 tsk spidskommen
- ¼ tsk chiliflager
- salt og peber
- 1 dl hakket frisk koriander
- 6 store tortillas (eller 8 medium)
- 2 avocados
- 200 g mozzarella
Sådan gør du:
- Hak løg og hvidløg i små tern, og rist dem ikke for varmt i olie, til de er blanke.
- Hak rød peber, og tilsæt på panden sammen med majs og sorte bønner. Vend rundt, og varm igennem.
- Mos kidneybønnerne, og tilsæt sammen med krydderier og hakket koriander. Bland godt.
- Saml dine quesadillas sådan her: Riv mozzarellaen i hånden, og fordel den på halvdelen af hver tortilla.
- Fordel bønnefyldet over, og læg avocado i skiver øverst. Klap tortillaerne sammen.
- Steg dine quesadillas på pande (i lidt olie), på grillpande eller grill. Så bliver de sprøde og lækre, og osten smelter.
Muttis tips
Nemt fyld – som du også kan variere
Jeg har med vilje lavet mine quesadillas, så de fleste ingredienser er nemme at finde, og der ikke er for meget arbejde i dem:
- Købte tortillas. Du kan selvfølgelig lave dem selv, men det er bare nemt at hive dem ned af hylden. Du kan bruge både store og medium. Vælg fuldkorn, hvis du synes.
- Løg og hvidløg. Skal bare hakkes. Og mon ikke det er noget, du allerede har?
- Bønner fra dåse. Jeg moser halvdelen for at få fyldet til at hænge lidt sammen. Du kan sagtens bruge 2 dåser kidneybønner eller 2 dåser sorte bønner, hvis du foretrækker det.
- Majs fra frost eller dåse – når friske majs ikke er i sæson. Og et tip til friske majs: Giv hele kolben (med bladene på) 3,5 minut på fuld effekt i mikroovnen. Læg den så på et skærebræt med bunden til højre (hvis du er højrehåndet). Hold godt fast om kolben med venstre hånd (evt. med et foldet viskestykke, så du ikke brænder hånden), og skær så bunden af der, hvor du lige netop får skåret alle blade fri. Tag nu fat i toppen af kolbens blade, og ryst kolben ud af sit skjul. Den er tilberedt perfekt – og du er både fri for tråde og fri for at koge den i vand først.
- Rød peberfrugt. Du kan også bruge andre farver – op til dig. Bare fjern kernerne og skær peberfrugten i tern.
- Frisk koriander. Det synes jeg er en vigtig ingrediens, og heldigvis findes det i de fleste supermarkeder. Hvis du ikke bryder dig om koriander, kan du udelade eller skifte til bredbladet persille.
- Ost. Jeg brugte mozzarella, men du kan også vælge en anden ost, der smelter godt, fx cheddar. Skal det være supernemt, kan du købe revet os i pose – men det smager ikke altid af så meget.
- Avocados. Gode modne avocados. Kan udelades, hvis du ikke lige har det i nærheden. Eller hvis du laver guacamole ved siden af.
Tilbehør til quesadillas?
Jeg spiser vegetar quesadillas som aftensmad, og derfor laver jeg også lidt tilbehør til. På billederne kan du se en enkel agurkesalsa, og tilbehøret kan fx også være:
Du kan selvfølgelig også lave den som en snack eller frokost. Hvis der bliver en rest, er den meget populær i min madpakke – og jeg varmer den bare på en brødrister. Så er den også sprød igen.