Tomatrisotto med svampe – smagfuld og cremet

Tomatrisotto er en drøm af umami samlet i en simpel ret. Tomater, svampe og frisk basilikum er det perfekte match til revet parmesan - og lidt vin i risottoen gør selvfølgelig også lykke. En lille festmiddag, også til hverdag.

Risotto er bare sådan en ret, der altid gør glad. En smart italiensk opfindelse, som smager godt med alt muligt. Også tomater. En dejlig nem ret, og skal der lidt tilbehør til, vil jeg anbefale noget grønt at tygge på.

Hvilken slags tomater i tomatrisotto?

Jeg har valgt en god blanding af flåede tomater, koncentreret tomat og langtidsbagte tomater. De langstidsbagte tomater kan du enten lave selv eller købe (der hedder de oftest semidried tomater).

For ekstra smag har jeg også givet risottoen lidt svampe – det er ikke et must, men svampe giver en endnu mere uimodståelig umami og er med til at afbalancere tomaternes syre.

Syren er det særlige ved en tomatrisotto, men hvis du vil neutralisere den lidt yderligere, kan du tilsætte mascarpone, når du smager til.

Tomatrisotto med svampe

Tomatrisotto med svampe

Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Samlet 30 minutter
Giv de første stjerner!
En kraftig, smagfuld risotto med klassiske italienske smage – tomat, svampe, basilikum, parmesan. Og vin!
Antal: 4 personer

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

Du skal bruge:

  • 200 g mørke svampe
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 løg (gerne rødløg, alternativt 2-3 skalotter)
  • 2 fed hvidløg
  • 2 stængler bladselleri (eller 75 g revet knoldselleri)
  • 300 g risottoris
  • 2 dl vin (du kan bruge både rødvin, hvidvin og vermouth)
  • 7 dl grønsagsbouillon (evt. lidt mere)
  • 1 ds flåede tomater
  • 25 g koncentreret tomatpure (fx fra tube)
  • 75 g semidried tomater
  • 1 bundt frisk basilikum
  • Salt og friskkværnet peber
  • 50 g parmesan (friskrevet)
  • 2-3 spsk mascarpone (evt.)

Til servering også:

  • Ekstra parmesan
  • frisk basilikum

Sådan gør du: 

  • Start med at hakke bladselleri, løg og hvidløg fint. Vej risene af. Gør bouillon klar i et målebæger. Mål vinen af. Blend de flåede tomater med tomatpure, og hav de semidried tomater klar. Skyl og pil frisk basilikum (tag lidt fra til servering). Riv parmesanosten fint.
  • Sæt en flad gryde over ved middel varme, og giv den 1 spsk olivenolie. Tilsæt hakkede løg, hvidløg og bladselleri og vend jævnligt rundt i det, indtil de er møre og klare. De må ikke brune! Så hellere skrue lidt ned for varmen.
  • Skru nu kortvarigt op for varmen og tilsæt risene. Vend hurtigt rundt i et minuts tid – til risene er blevet brandvarme (mærk efter med fingrene, forsigtigt). Hæld så vinen over, og ned med varmen igen. Vend rundt, indtil vinen er dampet helt af.
  • Tilsæt nu din bouillon – 1-2 dl ad gangen. Rør lidt rundt ind imellem, og når den næsten er suget op af risene: Tilsæt næste portion. Til sidst: Tilsæt de blendede tomater og tomatpure. Rør videre, så det ikke koger tørt i bunden. Det tager 20-25 minutter, fra risene er tilsat. Test, at risene er netop al dente. Med bid. Du kan give din risotto lidt ekstra vand, hvis den er blevet for tør.

Svampene – mens risottoen simrer:

  • Rens svampene, og skær dem i skiver eller kvarte. Sæt en pande over med god varme, giv dem lidt olie, og steg til de har stegeskorpe (farve). Sæt dem til side.
  • Tag gryden af varmen et par minutter, og tilsæt semidried tomater, svampe, basilikum og parmesan. Smag til med salt og peber (vær varsom med saltet, da osten er meget salt). Giv risottoen ekstra væde, hvis den er blevet lige lovlig fast – og lidt mascarpone, hvis du synes, syren skal rundes lidt af.
  • Servér straks med parmesan og frisk basilikum.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Udskriv
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Andre slags risotto?

Risotto er en genial universal-grønsagsret. Hvis du har nogle lidt kedelige grønsager i skuffen, kan de næsten altid trylles om til risotto. Om vinteren er det oplagt at tilsætte rodfrugter – gerne blendede, så de giver en cremet konsistens.

Her på bloggen finder du et par alternativer til tomatrisottoen: En med kantareller og en med græskar. Bare klik på billederne, så kommer du til opskrifterne.

Nem græskarrisotto med svampe
En cremet risotto med en sød twist af græskar og ellers klassisk risotto-nydelse: Svampe og parmesan. Mamma mia!
Gå til opskrift
Nem risotto med græskar og svampe
Nem risotto med kantareller
En luksus kantarel-risotto, der er lavet på pande – efter tip fra den bedste italienske restaurant, jeg kender. Du kan selvfølgelig også bruge en fladbundet gryde.
Gå til opskrift
Nem risotto med kantareller - eller andre svampe

Hvordan kan du variere tomatrisottoen?

Har du lyst til at variere tomatrisottoen, er der rigeligt med muligheder. Ud over det, jeg nævner her, kan det sagtens være, du har noget i dit køleskab, der kan bruges i risottoen – den er ganske robust. Men lad os tage nogle muligheder her:

  • Mere grønt i sofrito’en. Sofrito’en er den base, du starter med – i mit tilfælde løg, hvidløg og selleri. Den kan du putte mere grønt i. Hak fx 1-2 gulerødder, lidt fennikel eller andre rodfrugter, og lad dem stege med. Husk, at en sofrito ikke skal steges ved høj varme – hellere længere tid ved medium varme.
  • Mere grønt ved servering. Du kan vende spinat i risottoen lige før spisetid. Spinaten skal bare lige falde sammen, så er den klar til at blive serveret. Du kan også dampe eller stege fx broccolini til.
  • Ost? Du kan vælge en anden tør ostetype end parmesan, fx en vesterhavsost.
  • Topping. Hvis du er oste-freak, kan du toppe risottoen op med enten med burrata eller mozarella revet i mundrette stykker.
  • Krydderurter. Hvis du ikke har basilikum ved hånden, kan du også vælge timian eller en mix af timian og rosmarin.
  • Proteinrigt tilbehør. Jeg har en god risotto-ven, der serverer risotto med et hav af kammuslinger on the side. Det er for vildt. Selv forfalder jeg oftere til et stykke stegt fisk.
Tomatrisotto med svampe

Diverse tips og tricks til risotto

Husk de rigtige ris

Brug arborioris, hvis du vil have en cremet risotto. Arborio er specifikt velegnet til risotto, fordi risene indeholder meget stivelse.

Vær tålmodig

Stivelsen i risene bliver frigjort, når du rører i risottoen. Så rør jævnligt i risottoen i 20-25 minutter, og tjek efter ca. 20 minutter. Risene skal være møre, men stadig have et let bid.

Tilsæt bouillon gradvist

Tilsæt bouillonen 1-2 dl ad gangen – ikke det hele på én gang. Når bouillonen er absorberet, tilsæt den næste sjat og fortsæt, indtil risottoen er færdig.

Korrekt varme

Risottoen skal lige simre, men ikke skrald-boblekoge. Hvis den har det for varmt, brænder den nemt fast i bunden.

Brug en god parmesan

Det kan være fristende at købe revet parmesan, men tro mig, risotto bliver bedst, hvis du bruger en ordentlig parmesan, som du selv river.

Kan du gemme en rest af tomatrisottoen?

Hvis der bliver en rest, kan du gemme den i en lukket beholder i køleskabet i 3-4 dage. Bare vær obs på, at konsistensen ikke bliver helt den samme, når du varmer den op. Men smagen er stadig forrygende.

Genopvarm din tomatrisotto forsigtigt i en gryde, hvor du tilsætter lidt ekstra væske, indtil du har en blød og cremet konsistens. Du kan også varme risottoen i en skål i mikroovnen. Rør rundt et par gange undervejs.

Tomatrisotto med svampe
Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse: