Følg med her:
Salat til fisk: Spidskålssalat med asparges, ærter og dild
Spidskålsalat, der smager af sommer!
Spidskålssalat er noget af det første, jeg kaster mig over, når butikkerne bugner med de første sommergrønsager. Spidskålen er en dejlig mellemting mellem vinterens grove kål og sommerens lette salater, og den egner sig rigtig godt til de milde forårsgrønsager: asparges, ærter, dild.
Og den kan give en god sommerfornemmelse på en vinterdag, hvis man kan leve med at bruge ærter fra frost eller dåse.
Salat til fisk – sprød og frisk
Jeg skyndte mig at få fingre i både spidskål, friske ærter (test dem i butikken – de skal være søde!), dild og sprøde asparges. Når asparges er helt friske og i sæson, behøver de ingen tilberedning. De er superlækre og tilfører et frisk knas til din salat.
Min salat med spidskål blev tilbehør til fisk, der stod på min aftenmenu. Salaten er garanteret også god til mange andre sommerretter. Du kan også bruge den som en selvstændig frokost, for jeg tilføjede noget quinoa, der mætter godt (og smager godt). En frisk og mild salat.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
Til salaten:
- 1,5 dl quinoa (rå)
- salt (til quinoa)
- 20 grønne asparges
- 300 g hvid spidskål (½ hoved ca.)
- 30 bælge friske ærter
- 1 bundt dild (lille potte)
Dressing:
- 2 spsk olivenolie
- 2 tsk hvid balsamico
- ½ citron (skallen)
- salt og friskkværnet peber
Saltristede græskarkerner – til mere end én gang:
- 150 g græskarkerner
- 2 tsk fint salt
Sådan gør du:
Kog først quinoa:
- Kog quinoa i 3 dl letsaltet vand i ca. 13 minutter. Bred den ud, så den køler hurtigt af.
Så de saltristede græskarkerner (uden olie!)
- Skyl græskarkernerne i vand, og lad dem dryppe af. Vend dem i saltet, og vip dem over på en middelvarm pande. Saltet klæber lidt til panden – bare vend rundt. Når græskarkernerne er ved at være tørre, skru op og vend rundt, mens de begynder at poppe. Tag dem af varmen, når du synes, de har fået nok. Skrab dem over på et stykke bagepapir, så de kan køle af. (Panden er nem at få ren bare med vand, når den er kølet lidt af).
Sådan laver du salaten:
- Knæk de træede ender af de friske friske asparges, og snit dem i korte stykker på skrå.Tip: Hvis du foretrækker dem lidt tilberedte, kan du hælde spilkogende vand over dem i en skål og lade dem stå et par minutter. Hæld vandet fra.Du kan også skrælle en asparges på langs med en tyndskræller og lægge strimlerne ved. Så bliver de bløde og kan snurres til pynt.
- Snit så spidskålen ret fint, gerne på mandolinjern, bælg ærterne, og pluk dilden. Gem lidt ærter og dild til pynt.
- Riv citronskal fint. Ryst dressingen sammen i et glas med låg.
- Bland grønsagerne med den kolde quinoa, vend med dressingen og pynt med dild og ærter. Drys en håndfuld ristede græskarkerner over. Voilá!
Muttis tips
Start med quinoa og græskarkerner
Jeg havde en rest kold, kogt quinoa, og så var salaten hurtigt lavet. Hvis du ikke har det, så skynd dig at koge quinoaen først og lad den køle af. Samtidig kan du riste græskarkernerne, der giver et godt knas i salaten. Du kan også bruge fx ristede mandler eller solsikkekerner, hvis det er det, du har.
Spidskålssalaten fik lige det sidste pift med min evige klassiker inden for dressing – min olie-eddikedressing. Hvis du ikke har sådan en stående, så kan du hurtigt mixe en lille portion: Ryst 1 spsk god hvid eddike (eller citronsaft) sammen med 3 spsk god olie (ikke for kraftig). Krydr med salt og peber. Tilsæt evt. lidt dijonsennep. Done.
Spidskålssalat til fisk – og andre milde sager
Som sagt serverede jeg spidskålssalaten til et stykke fisk – det blev bagt i ovnen med en skive røget laks ovenpå. Det var lækkert! Den vil også være god til en stegt rødspætte.
Men du kan bruge spidskålssalaten til mange andre ting også – lidt som du bruger en kartoffelsalat.
- Til grillmad
- Til en frokost – eller som en frokost i sig selv
- Til røget makrel (og måske æggekage)
Salaten ser bare lækker ud. Jeg har efterhånden lavet mange af dine opskrifter, og er bestemt ikke blevet skuffet ?
Vil lave salaten til en laks i ovnen, og her kommer nu mit spørgsmål,
Havde du en skive røget laks på den ferske i ovnen?
Hej Gitte, tak for din søde kommentar. Du er dybt nede i arkivet her – jeg havde næsten glemt tricket med en skive røget laks på den ferske i ovnen. Men det er præcis hvad jeg gjorde her. Tak for påmindelsen 😉 nu har jeg også en ide til min aftensmad.
Kh Bodil