Når butikkerne bugner med de første sommergrønsager, er det tid til spidskålssalat. Jeg skyndte mig også at få fingre i friske ærter (test dem i butikken – de skal være søde!), dild og sprøde asparges. Når asparges er helt friske og i sæson, behøver de ingen tilberedning. De er superlækre og tilfører et frisk knas til din salat.
Min salat med spidskål blev tilbehør til dagens fisk – et stykke laks. Den er garanteret også god til mange andre slags fisk. Eller hvad du nu har på din tallerken. Du kan også bruge den som en selvstændig frokost, for jeg tilføjede noget quinoa, der mætter godt (og smager godt). En frisk og mild salat.
Jeg havde en rest kold, kogt quinoa, og så var salaten hurtigt lavet. Hvis du ikke har det, så skynd dig at koge quinoaen først og lad den køle af.
Spidskålssalaten fik lige det sidste pift med klassikeren inden for dressing – min olie-eddikedressing.
Salaten ser bare lækker ud. Jeg har efterhånden lavet mange af dine opskrifter, og er bestemt ikke blevet skuffet 👍
Vil lave salaten til en laks i ovnen, og her kommer nu mit spørgsmål,
Havde du en skive røget laks på den ferske i ovnen?
Hej Gitte, tak for din søde kommentar. Du er dybt nede i arkivet her – jeg havde næsten glemt tricket med en skive røget laks på den ferske i ovnen. Men det er præcis hvad jeg gjorde her. Tak for påmindelsen ;-) nu har jeg også en ide til min aftensmad.
Kh Bodil