Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()
Salat med bagt knoldselleri og æbler

Knoldselleri er ikke min mest brugte ingrediens i salat, men en salat med bagt knoldselleri og æbler får det bedste frem i den.

Selleri-salat – smager af efterår

Selleri-salaten havde rumsteret i mit hoved, siden jeg fik en forret med bagt knoldselleri i eftersommeren. Den bløde bagte knoldselleri går utrolig godt i spænd med årstidens sprøde danske æbler og knasende, ristede hasselnødder. Her har salaten også fået en god portion protein i form af belugalinser. En håndfuld persille giver smag af haven, og det hele er vendt i en simpel, syrlig-sød sennepsdressing.

Brug den som en selvstændig ret – eller som tilbehør.

En god salat til fisk og vildt

Jeg elsker salater, og jeg elsker fisk, men det er sjældent, jeg synes, en salat passer til fisk. Det gør denne her! Det hjælper at bage eller stege grønsagerne, synes jeg – som jeg fx også gør i min bagte græske salat eller mine pandestegte auberginer og svampe med ingefær.

Da vi kom til at tale om tilbehør til en dyrekølle, faldt tanken også på sellerisalaten. Dog uden belugalinser.

En salat med bagt knoldselleri vil også være god til fx rødbedebøffer og langtidsstegt lam.

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Salat med bagt knoldselleri og æbler

Salater

Rækker til: 4-6 som tilbehør

Forberedelse: 10 minutter

Tilberedning: 30 minutter

Til bagt knoldselleri og rødløg skal du bruge

  • 1 knoldselleri

  • 2 store rødløg

  • 1/2 dl olivenolie

  • salt og friskkværnet peber

Til kogte belugalinser skal du bruge:

  • 1 dl belugalinser

  • let saltet vand

Til ristede hasselnødder skal du bruge:

  • 50 g gode hasselnødder (fx Piemonte)

Til dressingen skal du bruge:

  • 4 spsk olie, halvt olivenolie, halvt neutral olie

  • 2 spsk citronsaft

  • 1/2 tsk dijonsennep

  • 1/2 tsk flydende honning (evt.)

  • salt og friskkværnet peber

Til resten af salaten skal du bruge:

  • 2 syrlige, sprøde æbler

  • et bundt bredbladet persille

Sådan gør du:

  1. Skrub knoldsellerien, og skræl den, fx med en tyndskræller. Skær den i tern på 1-1,5 cm. Pil løgene, og skær dem i brede både. Bland det hele med olie, salt og peber, bred det ud på to stykker bagepapir, og bag det i ovnen ved 200 grader i ca. 25 minutter, til knoldsellerien har taget lidt farve.

  2. Imens: Kog belugalinserne i rigeligt vand i ca. 15 minutter. Dræn dem, og køl dem af.

  3. Når sellerien er færdig: Rist nødderne i ovnen ved eftervarmen i 10 minutter. Derefter: Hak dem meget groft.

  4. Ryst dressingen sammen. Eller brug min olie-eddikedressing, den er også supergod til.

  5. Skyl persille og æbler. Pluk persillen af stænglerne, og snit æblerne i tern. Vend straks æblerne i dressingen.

  6. Når alle ingredienser er klar og kølet lidt af: Vend selleri, løg, belugalinser og det meste af persillen i æbler og dressing. Fordel salaten på et fad, drys med den sidste persille og de hakkede nødder. Spis!

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Salat med bagt knoldselleri og æbler

Måske også noget for dig?

2 kommentarer til Salat med bagt knoldselleri og æbler

  1. Som altid bliver maden en succes når vi følger en af dine opskrifter – så tak fordi du deler :-)
    I dag måtte vi dog gøre en ændring – knoldselleri er endnu ikke på hylderne, men det er blomkål til gengæld; friske, faste og fyldt med smag. Så selleri blev erstattet af blomkål og æblerne slettet fra listen. Men ellers blev opskriften fulgt, og det smagte ganske enkelt forrygende.
    // Karen

    1. Kære Karen, tak for din søde kommentar – altid en fornøjelse :-) Og godt at vide, at det faktisk også er en sommersalat, bare med blomkål :-D
      Kh Bodil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.