Følg med her:
Marokkansk gryderet – vegetar grønsagstagine
Jeg kalder det en marokkansk vegetargryde, men man kunne også sige en grønsagstagine. Især hvis jeg lavede den i en tagine. Som du kan se, brugte jeg min støbejernsgryde i stedet, men måden at tilberede på – hvor retten får lov at simre længe – er nogenlunde den samme.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
Til grønsagstaginen skal du bruge:
- 2 spsk olie
- 2 tsk ras el hanout
- 1 tsk stødt gurkemeje
- ½ tsk stødt røget paprika (kan udelades)
- 2 rødløg
- 2 fed hvidløg
- 300 g søde kartofler (købt vægt)
- 100 g gulerod
- ½ squash
- 1 rød peber
- 10 g frisk koriander
- 1 dåse tomater
- 2,5 dl grønsagsbouillon
- 1 appelsin (saften)
- 1,5 spsk tomatpuré
- 10 g frisk ingefær (renset vægt)
- 1 hel anis
- ½ rød chili
- 1 dåse kikærter (drænede)
- 75 g tørrede abrikoser (halveret)
- evt. en tsk flydende honning
- evt. lidt frisk citronsaft
- salt (friskkværnet peber)
- 10 mandler
Til quinoasalaten skal du bruge:
- 2 dl quinoa
- 3 dl vand
- salt (til quinoa)
- 1 agurk
- 8 friske abrikoser
- frisk mynte (en god håndfuld)
- evt. nigellafrø til pynt
Til dressingen skal du bruge:
- 1 citron (økologisk)
- 8 spsk olie (gerne halv olivenolie, halv rapsolie)
- 2 tsk flydende honning
- salt
Sådan gør du:
Sådan laver du gryderetten:
- Klargør alle ingredienser. Snit rødløg i tynde både. Pil hvidløg, og hak fint. Skur søde kartofler og skær dem i tern. Skræl gulerod, og skær i halve skiver. Skær squash og rød peber i tern. Pil bladene af koriander, og hak stilkene fint. Pres saft af appelsin. Trim ingefær, og riv den fint. Fjern frøstand fra chilien, og hak den fint. Halver abrikoserne.
- Varm olien op ved middelvarme, og vend de tørre krydderier rundt et minuts tid.
- Tilsæt de tynde løgbåde og fintsnittet hvidløg, og vend rundt, til løgene er klar og bløde.
- Tilsæt søde kartofler, gulerødder, squash og halvdelen af den røde peber. Varm godt igennem, og tilsæt så de hakkede korianderstængler, dåsetomater, bouillon, appelsinsaft, tomatpure, chili, anis, ingefær, kikærter og de halverede, tørrede abrikoser. Lad det nu koge op, og skru ned, så det lige nøjagtig simrer. Lad det simre 1,5 – 2 timer, så abrikoserne koger godt ud.
- Rist mandlerne på en pande eller i ovnen, hvis den er tændt.
- Tilsæt resten af den røde peber. Smag til med salt – og med citron, hvis den mangler syre – eller med honning, hvis den er for syrlig. Pynt med hele korianderblade og ristede mandler, når du serverer.
Sådan laver du quinoasalaten:
- Kog quinoaen i 13 minutter., og lad den køle af. Hvis det skal gå hurtigt, kan du brede den ud, når den er kogt.
- Snit agurk i små stykker og abrikoser i både. Pil myntebladene af stænglerne – læg lidt til side til pynt.
- Riv skal af ½ citron. Pres citronsaften, og ryst dressingen sammen. Smag til.
- Bland salaten, og vend dressingen i. Pynt med de sidste mynteblade og evt. et drys nigellafrø.
Hvad smager det marokkanske køkken egentlig af?
En hel masse!
Når jeg siger marokkansk, siger jeg abrikoser, appelsin, mandler, altså det salte køkken med en sød twist. Derfor passer søde kartofler også godt ind.
Og så får gryden godt med krydderier. Frem for alt ras el hanout, der er et blandingskrydderi med blandt andet nelliker, gurkemeje (der også giver en flot farve), spidskommen, ingefær, kardemomme, kanel, allehånde, paprika og cayennepeber. Som du kan se, er der god grund til at købe det blandet 😉 Jeg spicer gerne lidt ekstra op med ingefær, chili og anis.
Marokkansk gryderet – og marokkansk inspireret quinoasalat
Egentlig behøver man ikke så meget tilbehør til sådan en marokkansk grønsagstagine, men de solmodne abrikoser skulle jo bruges. Så jeg lavede en frisk og sommerlig version af en bulgursalat med abrikoser: Skiftede bulgur til quinoa – og tørrede abrikoser med friske. Godt med mynte, en økologisk agurk (der smager langt bedre end de konventionelle) og en simpel citrusdressing.
Hvis du vil have noget mere substantielt tilbehør, kan du prøve mine marokkanske pandebrød. De smager virkelig godt og mætter. De bliver bedst, hvis dejen får lov at koldhæve først.
Andre vegetariske gryderetter?
Her får du tre af mine egne favoritter – måske også noget for dig.
Hej Mutti.
Det ser lækkert ud og jeg skal prøve at lave det i morgen. Når der står 450 gram skrællede søde kartofler. Er vægten, så før eller efter de er skrællede?
Mange hilsner Kamilla
Hej Kamilla, tak for din søde kommentar. Vægten er skrællet vægt – det plejer at passe med 1/2 kg købt vægt (og det kan du i hvert fald sagtens bare regne med). God fornøjelse med den! Kh Bodil
Så fik jeg prøvet denne herlige gryderet – den har så mange teksturer, farver og smage. De mange krydderier giver en god varme her om vinteren.
Jeg lavede en blomkålssalat til, med blomkål der havde fået en tur i en foodprocessor, grofthakkede mandler, hakket frisk koriander og pære i små tern. Overhældt med en mild sennepsvinaigrette. Det gav et både sødt og friskt modspil til den markante ras el hanut!
Med ønsket om en dejlig jul til dig
Mange hilsner
Christina
Hej Christina, tusind tak for din kommentar! Jeg lavede den oprindeligt om sommeren, men skønt at høre, den også gør sig i vinterkulden. Med en lækker salat til, kan jeg høre.
Rigtig god jul til dig også!
Kh Bodil
Hej.
Mon det er muligt at lave gryderetten dagen før den skal bruges? Mvh Maria
Hej Maria, det kan du godt. Jeg ville nok lade den koge lidt kortere – fx en time i forvejen – og så varme den igennem og gemme punkt 5 til kort før servering.
Håber det hjælper!
Kh Bodil
Hej Mutti,
Denne ret er en stor succes hos alle, jeg har lavet den til. Den smager fantastisk, med mange dejlige nuancer.
Jeg vil bruge flere af dine opskrifter.
Med venlig hilsen Annette
Hej Annette
tak for din søde kommentar – dejligt I er glade for gryderetten 🙂 Og så håber jeg, I finder flere favoritter!
Kh Bodil
Hold nu op en lækker ret og quinoasalaten ligeså!
Jeg er en ny topfan. Jeg får lyst til at lave alle dine retter.
At lave mad efter andres opskrifter kræver tillid, samme smag og principper.
Tak!
Jamen hurra! Tusind tak for en sød kommentar. Jeg bliver jo helt lykkelig. Kør endelig på.
Kh Bodil